Metaljournaler fra sindssygeanstalten
”Progressiv-indie-metal-rock” kalder bandet selv deres fem skæringer på debutalbummet Mary’s Room. Hvis man supplerer med lidt nu-metal er man nok ved at være tæt på stilen hos de unge debutanter, der ’kun’ har spillet siden 2007, men som allerede har spillet opvarmning for Magtens Korridorer og Rock Hard Power Spray, leveret et unplugged set i Danmarks Radio samt udgivet singlen ”Warchild” på det amerikanske pladeselskab 272 Records. Det er med andre ord en kvintet – der vistnok stammer fra det midtjyske – som presser på for at komme ud til publikum.
De fem skæringer er holdt i et afvekslende beat, der momentvist kører i et hæsblæsende tempo for derefter at falde ned i et tungere leje med både prægnante melodilinjer på guitaren og et mere lavmælt vokalarbejde. Numrenes konstante breakskifte gør desværre også, at man ikke rigtig får melodierne ind under huden. Der sker simpelthen for meget, som om bandet er meget forhippede på at vise, hvad de kan. Der er dog ingen tvivl om, at de unge mænd brænder for at levere varen.
Teksterne kredser overbevisende om en klaustrofobisk virkelighed fra de kliniske gange i hadets og kærlighedens anstalt for indestængte følelser, og stemningen i numrene er for det meste holdt tungt nede i det depressive mørke, som omvendt står lidt i kontrast til det momentvist mere pumpede nu-metal-beat, der animerer til bevægelse og udadvendthed.
Når Choriah er bedst har de samme positive energi som Pinboys og samme drive som en ung udgave af Linkin Park. De skal bare have lidt mere kød på kroppen og lidt mere rutine ind i musikken for at kunne levere noget mere overbevisende. Og så skal de skrue lidt ned for ambitionerne og arbejde noget mere med det grundlæggende melodimateriale. Men lysten og talentet er der, så bare klø på.
