Fin sangskriver-debut
28-årige Jacob Quistgaard debuterer med albummet Ws – from London E8, der placerer ham som en interessant dansk sangskriver, der er dygtig i kompositioner og arrangementer, men som stadig mangler det sidste i for alvor at blive nærværende. Man kan kalde ham det mandlige modsvar til en tidlig Tina Dickow.
Debutalbummet har et højt bundniveau, og det hele åbner med den groovy ”Maryland On The”, mens ”Please Don’t Say That You Will” er mere bandorienteret, og med hammondorgel og større orkestrering, får Quist allerede på de to første numre vist sin spændvidde mellem de personligt akustiske og det lidt mere vidtfavnende.
Man skal dog frem til fjerde nummer, ”I Just Need To Be Free”, før man for alvor bliver grebet ind i Quist-debuten. Her viser sangskriveren sit uomtvistelige talent for at komponere en stærk sang og sætte den i et fængende arrangement. Indtrykket forstærkes på albummets hovednummer ”Ws for Whatever”, mens stemningen på den afdæmpede og rolige ”Straight Lines #2” er gribende.
Teknisk set er der habile præstationer over hele linjen, og variationen på albummet er ligeledes stærk. For eksempel med blæserinstrumentering på ”Sweet Sonic Alchemy”, momenter med udelukkende akustisk guitar, brusende hammondorgler og så videre.
Det eneste der afholder Quist fra for alvor at bryde igennem som det mandlige modsvar til Tina Dickow, er at han stadig mangler det sidste i at fremstå som en vedkommende vokalist med den rette intensitet. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der skal styrkes, men udtrykket i vokalen gør, at helheden fremstår en tand for fin, perfekt og afpudset. Personligheden træder ofte først frem, når der gives lidt mere kant i udtrykket, og det savner jeg. Det bliver en lidt for glat overflade, og selvom Jacob Quistgaard er en teknisk dygtig vokalist, så mangler han at sætte sig mere solidt igennem som omdrejningspunkt. Musikken styrer showet – hos en sangskriver må personligheden gerne styre musikken.
Men der er et enormt potentiale, og Ws – from London E8 er en debut, der lover ganske godt for fremtiden for Quist. Både som sangskriver – men også som solist, hvis den sidste udvikling af udtrykket giver lidt mere kant, nærvær og personlighed.
