Progressiv charmetur fra Portnoy & Co.
Dream Theater har eksisteret i snart en menneskealder på den symfoniske prog-metal-scene. Med deres Prog Nation Tour introduceres nye bands for et publikum, som for en stor dels vedkommende har fulgt Dream Theater gennem en halv snes albums over godt 20 år. I forlængelse af tidligere tilsvarende maraton-koncerter, hvor et par større headlinere introducerer et par relativt ukendte navne, har trommeslager Mike Portnoy fra Dream Theater – som er manden bag Prog Nation-konceptet – sat sig for, at præsentere canadiske Unexpect, Bigelf fra den amerikanske West Coast – og alt sammen garneret med de svenske doom-rockere fra Opeth.
Problemet med disse maraton-, monsterkoncerter er, at de musikalske udtryk ofte bliver for flagrende og for forskelligartede til at den samlede koncertoplevelse bliver entydigt positiv. Der er altid noget der stikker ud, noget der ikke lige fænger – og så er fem timers koncert nu altid noget af en prøvelse, for både ben, røv og ører.
Aftenen lagde ud med den canadiske septet Unexpect, som mest af alt lignede en flok aktører fra et Dungeon & Dragon-spil. Der var både violin, et underligt strengeinstrument, der mest mindede om den legendariske Viggo-fon, og et pigebarn på vokalen, der lige var trådt ud af et mausoleum. En mærkværdig blanding af et langhåret freakshow meets The Adams Family, udøvende en særpræget doom-metal med elementer af gypsyfolk – en diabolsk dance macabre. Når det gik vildest for sig, bestod hele scenen af 70 procent hår, der blev hvirvlet rundt som besat. Det ærgerlige ved Unexpect er, at de kunne være interessante at se et mindre sted, hvor der ikke er så højt til loftet, og hvor publikum er mere modtagelige for deres lettere aparte udtryk. Men interessant kunne det blive – og fem numre i K.B. Hallen som det første gig yder ikke nogen former for respekt for særlig meget anyway.
Anderledes overbevisende fremstod amerikanske Bigelf, der var en klassisk stram kvartet med bas, guitar, trommer og så vokalist og tangentspiller Damon Fox i midten, spærret inde mellem to keyboardtårne, hvoraf det ene var et harmond-orgel med gammeldaws Leslie, som gav den klassiske 70’er-rock et mere end almindeligt touch af Deep Purple. På et tidspunkt troede jeg vitterligt, at Mr. Fox præsenterede et nyt nummer som ”Child in Time”. Jeg tog heldigvis fejl. Bortset fra en elendig lyd i begyndelsen og en lidt famlende start, leverede Bigelf aftenens første rigtig positive oplevelse. De kan sagtens komme igen og headline med deres tunge, groovy syrerock.
Svenske Opeth var første ’rigtige’ band til at gå på, hvilket de mange Opeth-trøjer blandt publikum tydeligt indikerede. Åkerfeldt & Co startede dog i et lidt overaskende hjørne med åbningsnummeret ”Windowpane” fra albummet Damnation (2003), som skiller sig noget ud ved sit nærmest semiakkustiske og lavmælte tone. Men åbningsnummeret skulle vise sig at være noget nær det bedste i et sæt, der flagrede lidt for meget og tog lidt for mange afstikkere til forskellige hjørner af svenskernes efterhånden imponerende bagkatalog fra deres i alt ni studiealbums.
Bortset fra at den svenske kvintet stort set ikke rørte på sig, satte de dog heller ikke en fod forkert i fremføringen af nye numre fra deres seneste album Watershed fra sidste år og ældre skæringer med mere bid og doom i sig. Imponerende tight var det, og selv lyden begyndte at vise sig fra sin pænere side.
Jeg var spændt på at se, hvordan publikum reelt ville tage imod Dream Theater, som alt andet lige både har en del år på bagen og som ikke ligefrem har imponeret voldsomt på deres seneste håndfuld udgivelser. Men K.B. Hallen sydede af forventningens udtalte glæde, mens et stort tæppe skjulte de entrerende musikere. Og jeg må sige, at amerikanerne levede op til publikums forventninger – at bedømme ud fra den begejstrede modtagelse, som holdt hele det halvanden time lange sæt.
Når man er i selskab med Dream Theater, kan man forvente et uhørt højt teknisk niveau fra henholdsvis John Petruccis guitar, Myungs seksstrengede bas, Rudess’ imposante tangentspil, Portnoys afsindigt stramme trommespil og canadieren LaBries vokal. Denne aften blev ingen undtagelse. Publikum blev valset med rundt i bandets rocksymfoniske univers, hvor der blev taget et par afstikkere til noget af det ældre, men hovedsageligt holdt inden for de seneste udgivelser. Petrucci skiftede guitar flere gange end Imelda Marcos skifter sko, LaBrie opholdt sig mere uden for scenen end på scenen, Rudess stod som en gal troldmand og fik de mest vanvittige toner ud af sit keyboard, og Myung stod sædvanen tro som en ydmyg tjener og leverede et basspil, der slet, slet ikke blev mødt af de nødvendige akustiske kvaliteter i den gamle betonhal. Men man kan ikke blive andet end imponeret over bandets tekniske ekvilibrisme, og deres helt tydelige tag i publikum. Et tag, som i høj grad også skal tilskrives bandets evne til at fremføre deres nørdede rock med et glimt i øjet og en humoristisk glød, der giver plads til spøjse indslag fra Portnoy og en smittende spilleglæde, der løfter hele det musikalske projekt op i et højere luftlag. At man bliver lidt træt i låget af den snørklede freestyle fusionsrock, hænger nok også sammen med de førnævnte fem timers sansebombardement i en støvet idrætshal.
Aftenen sluttede med et af de ældre numre, ”Take the Time” fra Images and Words (1992), og her fornemmede man klart den grandiositet, som Dream Theater har gjort til sit varemærke siden dannelsen i 1985. I dette nummer forenes den stilsikre melodi med en indfølt teknisk kunnen, der, når det fungerer som denne aften, ikke er set eller hørt bedre fremført inden for sin genre. Og publikum var heller ikke meget for at tage afsked med bandet, der blev stående længe og modtog deres absolut fortjente hyldest.
