Attitudebevidste sleazebags delvist i mål
Dansk/svenske Starrats har med udgivelsen af deres 3. langspiller Screw The Consequences, lavet en habil omgang Sleaze rock. De nordiske outlaws, har siden sidste album skiftet sanger Søren Nico Adamsen, som nu spiller i Artillery, ud og indskiftet en ny angriber i skikkelse af Magnus Möller aka Mr. Whattafuck.
Starrats er dog fortsat Sleaze rock/Cock rock i den lettere humoristiske gadedrengestil, fyldt til bristepunktet med Jack Daniels, hjemmerullede smokes, poolkøer og whorehounds en masse.
Screw The Consequences åbner vældig kompetent med ”Who Cares” som sparker røv med en tung lyd og en god sang, som knalder et fedt omkvæd i skallen på lytteren. Et nummer som kunne have ligget på Guns´N`Roses’ Chinese Democracy og som ville have været med til, at gøre den plade væsentligt bedre end Axel og co. selv formåede. På det nummer og det efterfølgende ”I Could Die Here” er der rigtig god bund og sammenbidt dybde på bas og guitar, helt i klasse med svenske Entombed. Men hvor Entombed går direkte efter strube og testikler, vælger Starrats i stedet, at fokusere mere på genkendelig melodi og metal swing. Som Screw The Consequences æder sig mod enden af de 14 numre den indeholder, begynder stilstanden og monotonien, at stikke sit grimme ansigt frem og den supergode start, kan ikke rigtigt holde trit og momentum. Glamdrengene formår egentlig, at vække ens nysgerrighed hver gang de begynder et nyt track, men det bliver desværre ved det, for man falder lidt i staver hen ad vejen, i stedet for at skide på hverdagens realiteter og bare stille sig i spredt benstilling, bede familien træde til side og så bare tonse lalleglad rundt med luftguitaren på maksimum volume.
Helt galt går det dog først på bandets cover af Bon Jovis ”I´ll Be There For You”. Det nummer er slemt nok i sig selv, men havde dog rockballade kvaliteter med et yderst memorabelt omkvæd. Starrats serverer det i en tyggegummipunket version, som bare er tam og intetsigende og som kunne gøre sin entré i Melodi Grand Prix, hånd i hånd med Lordi. Ikke desto mindre er der gode øjeblikke på Screw The Consequences f.eks. tidligere nævnte ”Who Cares”, ”I Could Die Here” og ”Get Nasty” og ”Boozehound”, med ekstra spade fra Cobalt Stargazer fra Zodiac Mindwarp, som får rockdyret vækket til live og som får banket nogen knaldgode guitarsoloer af sted leveret af guitaristen Post, nordens svar på Slash. På ”Lands End” gæster Celina Ree med en rock´n´roll vokal med masser af sensualitet og sexiness, som skaber god nuance og udfordrer al den mandehørm som Starrats oser af.
”Fakin´An Inside” lyder næsten som var den taget fra Alice In Chains just udkomne comeback plade, dog uden Jerry Cantrell´s udsøgte vokal. Og vokalen er måske Starrats største problem, for den er, i bedste fald lidt kedelig, liggende i det pæne mellemleje, men indimellem viser Möller sine uheldige begrænsninger og så gør det altså ondt i mine storetæer, som jeg må krumme sammen.
Det er muligt Sleaze/Glamrock stilen som instutition, lever højt på gigantiske egoer, enorme attituder og masser af makeup, bare se på Velvet Revolver, Buckcherry, etc., men selve det musikalske fundament skal fandemig også være i orden, ellers bliver det bare ligegyldigt overfladeteater – heldigvis rammer Starrats begge dele, i hvert fald på dele af Screw The Consequences
