Desperation, intensitet og masser af dramatik
Man behøver ikke remse den amerikanske artists forhistorie op, for at mærke den ægte smerte, fortvivlelse og desperation, som kendetegner dette forrygende album. Den 44-årige sanger og sangskriver, der som 18-årig overlevede et voldsomt trafikuheld, som siden har bundet ham til en kørestol, udtrykker det hele gennem albummets ti smukke og dramatiske numre.
Han har efterhånden et par håndfulde studiealbums på CV’et, Vic Chesnutt. Og det er som om, at det bare bliver stærkere og stærkere, det som han præsterer. At The Cut er opfølgeren på North Star Deserter fra 2007, og det er et album med afsæt i de store stemninger, som frembringes gennem lækker kontrabas, dramatisk violin, brutale arrangementer, oprigtig stemning, voldsom intimitet og stærkt udtryk i den rustne vokal.
Det åbner på toppen af den dramatiske skala med ”Coward”, som straks trækker lytteren ind i Chesnutts univers af desparation. Klagende vokal, heftige violiner, tunge trommer og masser af guitar åbner albummet, som på ”When The Bottom Fell Out” og ”Chinaberry Tree” falder lidt i intensitet for i stedet at trække på dem mere intime og folk-baserede stemninger.
”Chain” er afdæmpet og klaverbaseret. Lidt mere tilbagelænet og melankolsk, og et af albummets absolut stækreste numre. På ”Philip Guston” er vi tilbage i den hidsige og rockede dramatik, hvor det er tæt på, at intensiteten og fortivlelsen kammer over. Resten af albummet står i det mere afdæmpede tegn, hvor ”Flirted With You All My Life” har en underliggende rastløs stemning, mens ”It Is What It Is” synes lidt mere lys-sindet og tilgængelig.
Det kan til tider virke som om, at desperationen og den underliggende hidsighed, er ved at kamme over. ”We Hovered With Short Wings” er en tand for klynkeagtig i vokalen, og der er ikke så mange lyse åbninger til at lade sig trække ind i Chesnutts verden, når først albummet er igang. Og det kan være albummets svaghed, hvis man endelig skal opsøge én.
Vic Chesnutt betegnes mange steder som en af de mest undervurderede kunstnere i sin genre. Og det understreger han med albummet At The Cut, der næppe rammer den store masse-hyldest, men som rummer enormt meget – såvel kvalitets- som indholdsmæssigt. Nuvel, det er nok et album for feinschmeckere, der har overskuddet til at give optimal attention til albummet. Men med den rette opmærksomhed er dette album et fornemt værk, der fortjener al den ros, der kan skrabes sammen.
