Fængende færøske finesser
Der er et flow, et drive og en lækker feeling over det tredje album fra den færøske folkehelt Høgni. For mit vedkommende er han et nyt bekendtskab, og denne anmeldelse trækker således ikke i sammenligninger med hans to første udgivelser, Most Beautiful Things og Morning Dew. Til gengæld trækker den i sammenligninger til så vidt forskellige aftarter af musikkens verden som gammel smudsig 30’er blues til topmoderne soul, r&b og hiphop.
For det er svedigt på den vindblæste færøske måde. Det er steghede sydamerikanske bomuldsmarker med vindblæste frysende færøske får, der græsser. Det er et usædvanligt samkog og sødt og surt, stærkt og blødt. Det svinger flot men har skarpe kanter.
Det åbner på ”Big Personality”, som minder om et møde mellem Eminem, Destiny’s Child og en 27-årig færøsk sangskriver. Det er heldigvis sidstnævnte, der efterfølgende træder i karakter. ”The Right Attitude” er det forsigtige startskud til at finde helt ind til Høgni, som træder frem i rampelyset på den tekstmæssigt højaktuelle ”Burstin’ Bubble” med lækker svungen rytmebund, der gør det umuligt at sidde stille i stolen og lytte. Det er de ældgamle musikalske rødder, der trækkes op af jorden, og som understøtter Høgnis reciterende og aldeles indlevende vokal.
Måske bliver Høgni grunden til at der skal tilføres en genregren i musikkens leksikon – ”færø-soul”. ”Soul Company” er et nyt stort svingende nummer med en solid og markant rytmebund, der både indeholder elektroniske indslag, men også de mere gængse og fremtrædende akustiske instrumenter.
”How High” har radiohitpotentiale på den lidt vel glatte facon, men jeg overlever den lidt klistrede overflade ved at dykke ned i rødderne, der også på dette nummer er livsbekræftende og rare at fornemme. ”Been Out Of Town” er et mystisk twist mellem soul og lounge – på et blues/songwriter-præget album med rockkant. En mærkelig bobbel at blive trukket ind i, men malplaceringen til trods ,så fungerer nummeret fornemt.
Slutnummeret er samtidig højdepunktet. ”Bow Down (to no man)” er ganske enkelt forrygende. Atter er det rødderne, der leder kraften, næringen og energien hele vejen rundt i Høgnis musikalske kredsløb, og dermed bliver det en rendyrket og dybt ægte fornemmelse, der træder ud i det aldeles velfungerende nummer, hvor Høgni viser top-evner indenfor både vokal, sangskrivning – og evnen til at gøre sig selv og sin vokal til en integreret del af nummeret.
Den gode gamle Stimorol-reklame-musik-mester James Thomas har siddet bag knapperne, og dem har han styret fremragende. Det meste går op i en højere enhed. Enkelte malplacerede numre, der er gode i sig selv, men som forvirrer udtrykket, trækker en anelse ned, ligesom de 2-3 numre, der ikke holder samme tårnhøje niveau som resten af albummet.
Men jeg er ganske imponeret over Høgni, der fremstår som en fremragende kunstner, der går i ét med sin musik, og som er hundrede procent integreret i skabelsen af numrene. Og det har den moderne musikscene i den grad brug for at tage imod med åbne arme.
