Fan!
Ovenstående ord kan både dække begrebet, ‘at være fan af noget’, og det kan også være en bundsolid svensk ed, når man pludselig opdager, at det band, man er kommet for at se, allerede er i gang med sit sidste nummer. Og det var faktisk hvad der skete for en stor mængde fans af den storladne svenske doom-kvintet, Katatonia, da publikum ankom til Vega omkring kl. 20. For da havde bandet allerede spillet et kvarter, og sidste nummer sluttede godt 35 minutter senere. Fan!
Når det så er sagt, må man sige, at Katatonia også havde andre problemer at døje med. For det første måtte de kæmpe mod en elendig lyd, der slet ikke honorerede de tekniske kvaliteter, bandet besidder. Skam jer, Vega!
Dernæst var der et par længere pauser med gearudbytning, da der åbenbart også der var ting der drillede i teknikken. Alt sammen var med til at ødelægge rytmen og stemningen i numre, der kræver både skarphed i lyden og koncentration hos lytteren, for at få det fulde udbytte.
Mest interessant i det beskedne sæt på seks numre, var dog smagsprøven fra det kommende album Night Is The New Day. Her fornemmede man klart en markant tungere og mørkere lyd, end på de øvrige mere atmosfæriske og luftige sange. Og det lover godt for fortsættelsen af det knugende og dystre album The Great Cold Distance fra 2007.
Det var ikke Katatonias aften denne gang, men det er det næste gang, de kommer som hovednavn. Vi er mange, der glæder os.
Rockepos med klaustrofobiske visuelle remedier
Porcupine Tree gik på præcis kl 21.15, efter en formel orientering om, at al brug af elektroniske apparater var strengt forbudt under den kommende session. Taget i betragtning af Steven Wilsons nærmest militaristiske aversion imod al digitaliseret musik og skarpt formulerede musikalske mission, var det måske ikke så underligt. Steven Wilson, som langt hen ad vejen er Porcupine Tree, er dedikeret modstander af cd, download, ipod og alt, hvad der lugter af random listening. Han tænker kun i musikalske værker, der hænger sammen i et organisk hele, og på det nye album, The Incident, praktiseret med ét langt nummer på 55 minutter, der bevæger sig igennem flere tematiske forløb, inspireret af, at Wilson en dag passerede et ulykkessted på motorvejen, hvor der tydeligvis var sket en del ravage. Koncertens første 55 minutter var således en præcis og nådesløs gengivelse af det yderst komplekse musiske forløb, der veksler fra æterisk semiakustisk melodi til repetitiv, tonstung og jazzet metalrock. Alt sammen effektivt kontrabelyst med et sindsoprivende flot billedepos, der fyldte hele bagvæggen og som bestod af en række jagende og angstfremkaldende indtryk og billeder af fotograf og filmproducent, Lasse Hoile. Da første halvdel af albummet The Incident var forløst med kirurgisk skarphed og præcision, blev der holdt en ti minutter lang pause, som tillige blev talt ned med et digitalt ur på skærmen. Var der nogen der sagde kontrolfreak?
Men pausen var tiltrængt, for sættet var godt nok momentvist noget af det mest intense og aggressive, jeg nogensinde har oplevet med Porcupine Tree. Man glædede sig nærmest til koncertens anden del med et tilbageblik på det efterhånden imponerende bagkatalog med de mange studiealbums, compilations, singleudgivelser, side- og soloprojekter og sikkert mange flere, jeg ikke engang har hørt om endnu.
I dette sæt leverede Wilson og Co. en overbevisende buket af nogle af de sange, som har gjort bandet til et af de mest populære og stilskabende progrockbands i sin egen tid. Men man skal naturligvis heller ikke glemme, at Wilson med sig har den tidligere Japan-nørd, Richard Barbieri, som denne aften fik mikset en overbevisende dosis af både elektronisk støj og glittede keyboardoverflader. Derudover har han i trommeslager Gavin Harrison en musiker, som i UK tre år i træk og senest i 2007 er blevet kåret som Årets Prog Rock Trommeslager, og som netop også er blevet draftet til at spille med King Crimson på deres kommende tour. Det er med andre ord verdensklasse, Wilson allierer sig med i sit rock’n’roll show. Alt sammen solidt bakket op af en funky Colin Edwin på bas og den eminente vokalist og guitarist, John Wesley, som perfekt lægger sig op ad Wilsons snørklede melodistemmer. Med andre ord formentlig det bedste hold til at præsentere numre som blandt andet ”The Start of Something Beautiful” fra Deadwing og ”Anesthetize” fra det forrige album Fear of a Blank Planet. Højdepunktet i andet sæt kom dog med nummeret ”Way out of Here”, som fungerede perfekt med lys, lyd og den bagvedkørende film med en suicidal sorthåret piges møde med et buldrende tog. Musikken fik her et solidt greb om struben på publikum, men blev efterfølgende løsnet op med et ekstrakt fra EP’en Nil Recurring, og man kunne endelig begive sig ud i natten efter en hæsblæsende og fantastisk smuk afslutning på en aften med noget af det mest kompetente symfoniske og fusionsjazzede metalprogrock, der er skrevet i mands minde.
Og afslutningsvist skal det da også nævnes, at lydkvaliteten steg til uhørte højder under Porcupine Trees show. Man må bare ikke håbe det skete på bekostning af Katatonias tilsvarende. Det er de simpelthen for gode til.
