Stormfulde følelser på repeat
The Storm har efter de tumultariske og for en markant del dårlige anmeldelser og det noget opskruede og effektjagende mediehysteri af bandets debut Where The Storm Meets The Ground, ikke brugt tiden på at krybe i hi, slikke sårene og komme til hægterne, men i stedet valgt, at tage tyren ved hornene, mande sig op, slå sig for brystet og fortsætte sin musikalske færd udi pompøs og svulmende produceret hardrock. Den danske rockscenes ægteskabelige pendant til Brad Pitt og Angelina Jolie, med dygtig og gennemkalkuleret sans for at promovere deres musikalske projekt, kaster sig på ny ind i mediemøllens ubamhjertige centrum med deres nye udspil Black Luck.
Pernille Rosendahl og husbonden Johan Wohlert har denne gang allieret sig med Jakob Hansen, som tidligere bl.a. har produceret for Dúne, Raunchy og Volbeat. Produktionen klarer han i selskab med Wohlert selv, og de har i fællesskab siddet og skruet på knapperne i producerstolen. Hansens lyd er noget bedre og mere rocket end det Roy Thomas Baker stod for på debuten, så point til Ribe manden, men svulstigt er det sgu stadig.
Wohlerts exit fra Mew, lader ikke til at have stækket Mews egne vinger, for de har udsendt deres måske til dato bedste udspil uden den D´Artagnan lignende bassist. Onde tunger vil dog alligevel hævde, at Rosendahl er skyld i bruddet mellem Hellerupyndlingene og er gået så vidt som, at analogisere over Yoko Onos magt over John Lennon. Om der er noget om snakken vil jeg undlade at kommentere, men det er sådanne historier, The Storm med sine store armbevægelser og bevidste brug af medierne, uundgåeligt også må kæmpe med – vi lever som bekendt i Jantes land. Uanset hvor man står i al denne virak, må man anerkende bandets tro på sig selv, tage hatten af for deres vedholdenhed og tro på eget projekt og ikke mindst evnen til, aldrig at rulle om på ryggen og overgive sig.
Black Luck er ikke noget revolutionerende nyt statement, som afviger voldsomt fra lyden eller setuppet fra Where The Storm Meets The Ground. Tværtimod er der kun lidt progression og minimale nye tiltag at spore siden debuten. Wohlert knalder stadig store svulstige guitarbredsider af, som var han med i et sen-70´er/start-80´er hardrock band løftet ind i det nye årtusinde, mens hustruen svæver henover det hele med sin smukke alfevokal.
Jeg mener stadig, at det smallere indieudtryk Rosendahl praktiserede så fint med Swan Lee, passer hendes vokal bedre og hun kommer altså indimellem til kort i den massive og fyldige produktion, som i øvrigt er dybt prætentiøs og med rette ville kunne katagoriseres over the top, simpelthen fordi hun mangler pondus nok til at løfte opgaven. Der er ikke skyggen af, eller bare anslag til, noget impulsivt på Black Luck og man kunne indimellem ønske sig noget mindre kontrolleret. Måske lidt skævheder hist og pist ville klæde bandet, for det bliver simpelthen for anstrengende, at lytte til i længden.
Evanescence popper fortsat op i mit øre når jeg lytter til The Storm, men hvor arkansanerne benytter gothelementer i musikken, nøjes danskerne med at iklæde sig sorte klæder og skrue op for rockspaden i stedet.
”Wall of Shame” sætter scenen med et melankolsk klaver spillet af en ensom og depraveret ekscellence på sin forladte borg, men så med pomp og pragt sendes nummeret afsted med tudende advarselssirener om hvad der venter, inden det for alvor sætter igang med guitarbredsider spillet i drengeværelsesluftguitar positur. Ind på scenen træder Rosendahl i haute couture gothklæder, mens lyset rammer hende helt rigtigt bagfra, så hun fremstår som en spøgelsesklon af Elisabeth Báthory. Det hele tilsættes keyboards som var Electric Light Orchestra med i legen.
Allerede inden de første to minutter er gået har The Storm leveret mere selviscenesat, lidenskabeligt og følelsesfuldt materiale end mange bands når på en hel karriere.
Sådan fortsætter pladen de små 50 minutter den varer og selvom der utvivlsomt er gode sange og fine elementer på Black Luck, bliver det simpelthen overkill i længden og frygten for at man skal på hospitalet med OD, hvis man lytter til pladen i ét hug, kan bestemt blive virkelighed.
På ”B.S.E” er Michael Poulsen fra Volbeat kaldt til assistance, uden det gør hverken fra eller til, måske lige med undtagelse af det saliggørende i en maskulin røst, som modvægt til Rosendahls feminine og momentant forcerede samme. Man får mistanke om en spekulation i popularitetsparametre eller måske ligger der bare en uindløst tjeneste og gemmer sig et eller andet sted.
I det, selvfølgeligt, lovligt pompøse og noget overgjorte pressemateriale, leveret på lækkert kraftigt papir med stylede fotos af de to stjerner, står bl.a.: ”Det er historien om to mennesker, som har været i krig og står tilbage helt udbrændte og slidte, men som trods alle odds finder ressourcerne. Det er præcis heri, det positive budskab ligger.”
Man kan næsten høre violinerne i baggrunden.
Need I say more?!
