Slidt genbrug fra tyske provokatører
Inden man overhovedet har hørt en strofe eller bare et anslag af musikken, ved man at man har et typisk Rammstein produkt i hånden. Coveret er nemlig en parafrase over Leonardo Da Vincis Den sidste nadever. Her leveret i en updatet 2009 version, i en, for Rammstein så typisk kannibalistisk variant. Deres take på det berømte maleri, leder tilbage til ”Mein Teil” fra Reise, Reise. Rammstein har som bekendt altid haft en fetisch lignende fascination for det penetrerede og kirurgisk forvrængede menneskekorpus, som oftest serveret indhyllet i en perverteret aura af Grand Guignol. “Mein Teil” var dengang aktualiseret i den makabre sag om Armin Meiwes kannibalistiske eskapader. Også denne gang forsøger de tyske Wagnermetals den samme finte med ”Wienerblut”, om den ligeledes (knap så) aktuelle Josef Fritzl sag, men folk i dag er ikke så nemme at provokere længere og chokeffekten får slet ikke den ønskede virkning. Det samme gør sig gældende for musikvideoen til ”Pussy”, som godt nok går til makronerne i sine hardcore pornoprojektioner, og behørigt er censureret for det yngre segment, men som alligevel ender med blot at fremstå, som tomme kalorier og ikke provokerer som Rammstein ellers utvivlsomt har øverst på dagsordenen, i hvert fald er den næsten glemt inden man forlader YouTube efter endt kig.
”Rammlied” åbner Liebe Ist Für Alle Da og lugter fælt af genbrug, da den sætter ind med sit rigide og robotchantede omkvæd: Rammstein, i et monotont mikrosprog, som ikke adskiller sig synderligt fra Herzeleid´s ”Rammstein”, bortset fra at ”Rammstein” dengang i 96 lød tungere, friskere og væsentligt mere bastant og det var ikke svært at forstå, hvorfor David Lynch inkluderede det i sin fremragende og hypnotisk uhyggelige film Lost Highway.
Allerede på næste skæring ”Ich Tu Dir We” virker Rammstein i vildrede. Vil de gentage Sensucht´s industrielle maskingeværsalver, eller de vil bygge videre og forfølge den svulstige pompøse lyd fra Reise, Reise. Beslutningen bliver både og, og nummeret lander ikke vellykket mellem to stole, uden at det løfter lyden op på et nyt og højere niveau. Tværtimod lades man som lytter lidt kold og ligegyldigheden vinder over begejstringen. Det er som en fedtfattig kage, enten skal den have alt hvad den kan trække og behøver, animalsk fedt eller ej, eller også skal man helt holde sig fra at lave den. Om man vil vælge Master Fatman eller Chris Mcdonald er vel en smagssag, personligt synes jeg Rammstein skal ose af Sturm und Drang i ét facet og det maskinelle militaristiske i et andet facet, uden at det skal mikses i samme nummer. På ”Haifisch” bryder forelskelsen i Depeche Mode for alvor ud i lys lue. Midten af ”Haifisch” er som planket fra Basildon trioens “Never Let Me Down”, helt specifikt i nyklassikerens fine finale. Når det er sagt er det alligevel et godt nummer tyskerne har fået skruet sammen. ”B********” er en sværvægter med sin tunge og bastante lyd, som intensiveres i tyngdekraft mod enden, når afgrundsdybe blæsere sætter ind som jagthorn fra helvede. ”Frühling in Paris” er første deciderede fejlskud, komplet med et Je Regrette Rien omkvæd. Det bliver simpelthen for ufrivilligt corny og det er svært at finde ud af, om Rammstein har et alvorligt sigte eller er ude i en pastiche. Jeg gribes af den samme usikre følelse, som når jeg lytter til Iggy Pop´s seneste album Preliminaires.
”Pussy” er en super ørehænger som Rammstein perfektionerer til topkarakter, men den er på ny genbrug af fortiden. Da jeg spillede nummeret forleden kom min 9-årige datter ind i stuen og spurgte, om det ikke var det der Amerika nummer, med de der tyskere og man må jo sige hendes gehør er spot on. Det er jo fra børn og fulde folk man skal høre sandheden og sandheden fornægter sig ikke, for det er umiskendeligt skabelonen fra den tidligere hitsingle som popper op, mens Till Lindemann slynger promiskuøse linier som “Steck Bratwurst in dein Sauerkraut” ud fra sin mørke kraftfulde røst.
Titelnummerets synkoperede trommer tilsat omkvæd til det indre memorycard, lyder som Fear Factory indkaldt til en grundig poplektion. ”Mehr” er et typisk eksempel på en af Rammsteins faldgruber, nemlig et nummer som lever udelukkende på sit enkle scream out loud omkvæd, imens resten af sangen både hænger og halter. På Liebe Ist Für Alle Da´s ballade exit ”Roter Sand”, er waldhorn et meget velkomment indslag og tilføjer et stormfuldt og rugende mørke til lydbilledet, men balladen mangler det bid, som de tidligere ballader ”Amour”, ”Klavier” og ”Ohne Dich” havde i metermål.
Genbrug kan jo både handles som fine antikviteter og som de lavere rangerende marskandiser varer. Rammstein sælges smukt indpakket som fin antik, men indholdet er altså noget ideforladt og sine steder, så tæt på musiktyveri fra egne tidligere udgivelser, at man næsten kan se Till Lindemann og Co.´s fingre på copy paste knapperne. Ærgerligt når man nu havde håbet, at de denne gang ville trykke på de rigtige knapper, efter Rosenrot´s ærgerlige tendens til tomgangsderoute.
Var Rammstein et nyt band kunne jeg have været mere begejstret, for de er bestemt effektive, men med fem plader plus livemateriale bag sig, må man forvente sig mere og jeg sidder med en mindre skuffelse i mig og en eklatant fornemmelse af at have været der mange gange før. Den klassiske devise om at If it aint broke, don´t fix it lader til at være en sandhed med modifikationer, i hvert fald skal der mere kød på benet, so to speak, hvis Rammstein skal benytte formlen mere.
Man kan undre sig over at der ikke kommer mere ud af fire års arbejde, men måske kan Rammstein ikke klemme mere ud af deres preussiske projekt. Populariteten er jo bestemt ikke dalet og hvem ved om det er det, der driver Rammstein denne gang. Liebe Ist Für Alle Da vil i min bog komme til at stå som et af deres svagere albums. Alligevel vil germanerne, selv når de leverer et mindre godt album, stå stærkere end mangt et metalband.
