Titlen taler sandt – langsommelige angreb i sørgmodige stemninger
Siden Suede-tiden er tempoet skruet helt ned hos Brett Anderson. Det har hans hidtidige solokarriere båret præg, og seneste album er bestemt ingen undtagelse. Arrangementerne og instrumenteringerne er skåret helt ned til det allermest minimale, og det er Brett Anderson, der sammen med klaver og melankolske og mørke stemninger, bærer albummet fra start til slut.
Brett Anderson synger stadig med sin sarte, krukkede og meget særprægede attitude. Den fungerede fantastisk i Suede’s univers, hvor der trods alt var et vist tempo, men i dette slowmotion-land, som han har bevæget sig ind i, der skal man som lytter igennem en længere tilvænningsproces, inden man helt kan beslutte, om man bryder sig om det eller ej.
Sangene er betagende, følsomme og fyldt med stemninger. Melodierne er på sin vis lovende, men af og til trækkes hver eneste node, stavelse og stemningsmæssig krukke-krusning i det uendelige, og man fornemmer enkelte steder, at Brett Anderson eller musikafspilleren er gået i stå, hak eller blot ikke aner, hvordan næste node skal gribes an.
Det er synd, for der er også stærke numre på albummet. Især ”Pretty Widows” er en skønhed af de helt store , mens ”Julian’s Eyes” er tæt på at følge trop, inden der lukkes med den bedste af de helt stille og afdæmpede skæringer: ”Leave Me Sleeping”.
At afslutte et så langsomt og minimalistisk album med en sådan titel, gør det lidt for letkøbt som anmelder at kalde Slow Attack for det perfekte sovemiddel. Det tror jeg egentlig nok, at det er, men der er mere i det end som så. Dog mangler der lidt mere bid og saft undervejs, for at der for alvor er tale om et angreb, som albumtitlen antyder. Til gengæld passer den anden halvdel af titlen på en ganske perfektionistisk og veludført prik!
