Britiske støjmelankolikere gæster Loppen
Hvordan fornemmer man bedst en nordengelsk oktet, der kombinerer moderne støjfrekvenser med lyden fra klassiske træ- og messinginstrumenter i et musikalsk univers, der spræller og stritter imod enhver genrebeskrivelse? Man besøger bandet forud for deres koncert for en snak om inspirationskilder, nøgenoptrædning og om at være ærligt til stede i sin musik.
Det taggede bandlokale på Loppen kunne lige akkurat rumme de otte medlemmer fra Crippled Black Phoenix (CBP) og undertegnede, et par timer før deres koncert på Staden – og umiddelbart efter, de lige er ankommet fra et gig i Finland. Stemningen er træg, og det er tydeligt, at alle er trætte efter den lange rejse. Værst ser det ud for sangeren, Joe Volk, der ustandseligt må blæse i hornet på grund af en voldsom forkølelse. Men alle er meget positive over for interviewet, og bandets stifter, guitarist og ankermand, Justin Greaves, er kun glad for, ”at slippe for at lave interviewet alene”. At den totaltattoverede mand med sort skovmandsskæg for det meste fører ordet alligevel, indikerer, at det også er ham, der i sidste ende har mest at skulle have sagt i det sympatiske kollektiv.
Justin: Det hele startede med en masse idéer, jeg havde gået i lang tid og tumlet med, en masse skitser til sange, jeg gerne ville arbejde mere med. Jeg sad bogstaveligt talt i mit hjemmestudie og lagde lyde ned på bånd, hvorefter jeg lagde det ene lag efter det andet ovenpå, hovedsageligt guitar, da jeg jo ikke havde andet at spille på. Jeg kunne eksempelvis høre en kirkeklokke en dag og få en inspiration til en rytme eller en melodi, og så gik jeg ellers hjem og spillede den på guitar og lagde den til. Sådan opstod grundidéen til numrene på vores første plade The Love of Shared Disasters (2006), hvor især min gode ven Dominic Aitchison fra Mogwai hjalp til med at arrangere numrene. Og jo mere færdige numrene blev, jo flere folk fik jeg hentet ind til at hjælpe med at indspille de forskellige instrumenter.
Diskant: Hvis det første album var Justin Greaves’ idéer og sange, hvad er CBP så i dag?
Joe Volk: I dag fungerer vi som et kollektiv, men det er stadig Justin, der skriver det meste materiale. Når skitserne så er på plads, bliver det præsenteret for os andre, og så falder vi ind med vores inputs og forslag. På den måde udvikler det sig organisk, og alle er med i den kreative proces.
Et par timer senere fylder de otte personer og deres gear næsten hele scenen på Loppen, men det er tydeligt, hvad Volk fortæller om de enkeltes roller i bandet. Åbningsnummeret ”Rise Up And Fight” fra albummet The Ressurectionists (2009) indleder med stille monotoni og en lyd, der er som taget fra Pink Floyd i 70’erne. Nummeret har både den skarpe kant, samtidig med at de to tangentspillere; Danny Ashberry og Daisy Chapman, leverer elegant pianospil og syret electronica. I modsatte hjørne, helt ud i scenens højre side, holder Merrijn Royaards et teknisk højt niveau på trommer, med blikket stift rettet mod kapelmesteren Justin, der holder trådene samlet med et kyndigt overblik. Bagest sidder Charlotte Nicholls og lægger stedvist bløde bånd af lyd fra sin cello ind over det hele, men tager også fat i stålstrengene, når numrene stiger i intensitet og fylde. Hver især spiller de deres roller i orkesterets komplekse lydmagi, og alligevel spiller alle med en afslappet autoritet, der får det til at se legende let ud.
Justin: I aften har vi i øvrigt premiere.
Daisy Chapman: Ja, jeg skal synge for første gang nogensinde. Det glæder jeg mig til. Det er ikke noget stort, men vi er blevet enige om, at jeg skal lægge noget andenstemme ind, og så må vi se, hvordan det fungerer.
Den lille kompakte guitarist, Karl Demata, har hidtil siddet med halvlukkede øjne og har kun sagt noget, da han spurgte om der var noget whisky i stedet for øl. Pludselig lyder hans tørre stemme: ”Og hun optræder altid nøgen.” Alle i lokalet er flade af grin, og stemningen bliver langsomt mere munter.
På scenen ligger Chapmans andenstemme som en af de utallige detaljer i CBPs musik, og man får fornemmelsen af, at musikken kan bevæge sig i alle retninger, afhængig af humøret. I løbet af aftenen bliver der spillet flest numre fra de seneste to albums, og det er især numre som ”Whissendine” og ”444” fra The Ressurectionists, der viser spændvidden i CBPs elektroniske doomfolk. Sidstnævnte har med sin tunge rytme, der leder tankerne hen på amerikanske Godmachine, en bastant kvalitet, der både giver plads til det underspillet aggressive og til Nicholls cello i fin harmoni. Nummerets folk-rytme viser også tydeligt, hvor bandet har sine referencer fra.
Justin: Vi er nok ultrabritiske i vores måde at spille musik på. Forstået på den måde, at det er miljøet og verden omkring os, vi forsøger at afspejle i vores musik. Eksempelvis er det den engelske digter Tennyson, der er inspirationen til nummeret ”Crossing the Bar”, og jeg kan da huske, da jeg var knægt, at nogle af de ældre mennesker i byen talte sådan et gammeldags engelsk, som man gjorde på Tennysons tid. Og det forsøger jeg at skrive ind i musikken på forskellig vis. Så på den måde er vi meget engelske. Men vi kommer næppe til at blive spillet i radioen, så vi bliver nok aldrig kendte, på samme måde som mange britiske bands er det ude i verden. Og det har jeg det rigtig fint med.
Merrijn Royaards: Det gælder om at spille musikken, så den falder naturligt for os. Der er aldrig tale om, at numrene ikke må være længere end fire og et halvt minut lange, for at skulle kunne blive spillet i radioen.
Justin: Vi er én gang blevet spillet i radioen, og da jeg hørte nummeret, kunne jeg næsten ikke kende det igen. De havde simpelthen redigeret i det, så det ikke var længere end de godt fire minutter. Det lød ad helvede til, og så vil jeg hellere undvære.
Joe Volk: For os er det vigtigere at spille musikken så ærligt som overhovedet muligt, så tro mod vores egne idéer som muligt. Det er derfor vi har dedikeret os til CBP.
På trods af sin forkølelse lykkedes det forbløffende godt for Volk at få den skrøbelige stemning ind i mange af numrene denne aften, og som aftenen skred frem, blev der også tid og overskud til at smalltalke med publikum. De lange strækninger med stigende og faldende tempi, med monoton doom og med de mere folkede melodier, gav et godt indtryk af bandets tre albums, og på trods af et sparsomt fremmøde på Loppen, leverede CBP både et engageret og følt show, der varede i næsten to timer, før de slap et mættet publikum ud i natten, så de selv kunne begynde at pakke sammen og gøre klar til morgendagens gig i Bremen.
Diskant: Jeg har længe tænkt på at spørge jer om, hvordan et nummer som ”A Real Bronx Cheer” fra A Love of Shared Disasters opstår? Nummeret er en barok spillemaskinelyd uden hoved og hale.
Justin (grinende): Teksten så jeg engang på en pruttepude, og en anden dag gik Joe og jeg et sted, hvor de havde de der klovnemaskiner, man kommer en mønt i, og så begynder de at spille en melodi og gøre nogle bevægelser. Og så opstod idéen, at det måtte vi simpelthen lave et nummer med. Egentlig er det vel bare et udslag af humor.
Aftenen er forbi, og CBP har spillet et bredt udpluk fra deres afsindig spændende og komplekse bagkatalog. Koncerten efterlader indtrykket af et samspillet ensemble med en mægtig Justin Greaves som tovholder på de kreative kræfter. Og en lang række melodier, der forener det velspillede, komplekse og folk-orienterede med den dystre melankoli, der er bandets varemærke. Men når man trods det har humoren og spilleglæden, som CBP beviste denne aften på Loppen, går det hele op i en højere enhed.
Tilbage er kun at anbefale alle tre albums, A Love of Shared Disasters (2006), The Ressurectionists og Night Raider (begge 2009) fra et af de mest spændende bands på den britiske undergrundsscene lige nu.
