Som skudt ud af en sexløber…
Teenage Bottlerocket kommer fra Laramie i cowboy-staten Wyoming, men der er ikke noget klassisk western-kulturelt islæt over deres musik af den grund. Tværtimod har det kompetente band fundet deres inspirationskilder indenfor den mere melodiske punk. Ikke mindst har kongebandet The Ramones været en væsentlig byggesten for det solide fundament, som Teenage Bottlerocket kanonerer deres ualmindeligt smittende, catchy og veldrejede pop-punk fra. Herudover ledes ens tanker hen mod bands som Descendents, tidlig Green Day og hele det særlige touch, som var en del af halvfemsernes melodycore.
They Came From The Shadows er Teenage Bottlerocket’s fjerde album. Debutalbummet Another Way havde release tilbage i 2003 på One Legged Pup, men nyeste skive er blevet en realitet efter en signing af Fat Wreck Chords. Og dette er da også klart et label, der synes selvskrevet for denne fremragende punkkvartet.
They Came From The Shadows består af fjorten tracks over en spilletid på lige omkring en halv time. Yes, lige som det skal være! Fra første skæring, det enormt veltunede skate anthem ”Skate Or Die”, går det derudaf med fuld smæk på. Teenage Bottlerocket formår på eminent vis at holde form og struktur hele vejen. Det er simpelt skåret, fokus er på det væsentlige og melodierne sidder hvor de skal. Og så leverer Teenage Bottlerocket samtlige fjorten tracks så fandens tight, at det er en ren fryd. Det vælter med delikate guitar licks og stramme hooks, der er flot bundet op på en solid rytmebund.
Og teksterne er også mere end i orden. Hør bare tredje track, ”Bigger Than Kiss”, der er en hamrende morsom kommentar til Detroit-bandet og dets medlemmer.
Det kan godt være at Teenage Bottlerocket kom fra skyggerne, men der hører de sgu ikke hjemme. They Came From The Shadows er en fantastisk opdatering af en genre, som jeg i flere har måttet rode i den hjemlige samlings noget ældre udgivelser for at lytte til. Sådan er det ikke mere!
Hermed kraftigt anbefalet.