Flagrende og fraværende debut
Danske Twins Twins var ikke uefne på deres tidligere udsendte EP. Nu følger de op på fuldlængde-debut, og det falder lidt mindre heldigt ud. Den slags er selvfølgelig altid en smags sag, men i min optik var Twins Twins stærkest på EP’ens rock’n’rollede-numre, som er helt udeladt på albummet. Til gengæld har de stillet sig et sted mellem Duné og noget mindre elektronisk – og det er som om der enten mangler top eller bund i musikken.
Energien er klart til stede hos Twins Twins, men de formår ikke at komme rigtigt ud med den. Det er som om, at hele molevitten af idéer og spøjse tanker bliver prøvet. Og alle bliver fastholdt. Men dem der ikke virker, bliver bare skruet lidt ned. På den måde lyder det som et sammensurium af alle mulige tanker, som ikke nødvendigvis passer sammen, selvom de måske er fornuftige nok hver for sig.
Forsanger Theis Ørntoft har noget lidt krukket over sig. Og det er ment positivt. Men desværre er det som om, at han holder lidt energi tilbage – og har svært ved at komme helt ud over kanten. Lidt samme problematik som med selve albummets lyd, der er for tillukket. Mest afdæmpede nummer, ”Catherine Leaves”, er faktisk det, som fungerer bedst. På de mere tempofulde numre har ”Borderless” noget af den udadvendthed, som jeg savner på resten af albummet. Dette nummer er tæt på uimodståeligt – og sætter lidt de øvrige numres mangler i perspektiv.
Måske det er produktionen, der har fejlet. Twins Twins kan skrive vellydende popsange. Det viste EP’en. Men de melodiske twists er ikke ligeså tydelige på albumdebuten, og heller ikke her hjælpes lytteren på vej – og ind i den lukkede Twins Twins-verden.
Det kunne være ganske godt – og bliver det måske næste gang. Har produktionen slået fejl, så er der håb om et brag på opfølgeralbummet. Er det bevidste valg, at lyden og stemningen skal være, som det er tilfældet på Until Dawn, så bliver jeg næppe den store fan i fremtiden.
