Potentiale og potent publikum ender i amatørisme og drukkenbolte
Lille Vega er godt og vel ¾ fyldt, da svenske Vervain starter deres opvamningstjans med en potent omgang Punk´n´Roll i stil med amerikanske The Bronx. Korte, skarpe numre leveret uden pauser af et tændt band anført af en overtatoveret vokalist med bar overkrop og masser af intensiv attitude. Salen er fyldt med unge kasketklædte gutter med sneakers og CKY t-shirts i alle varianter. CKY har tidligere deltaget i den amerikanske Warp Tour og det er da også tydeligt skatersegmentet, der primært er mødt op denne onsdag aften i Vega. Salen syder af et energisk, eksplosivt og dedikeret publikum, dampende af testosteron, som gentagende gange råber på CKY for at få dem på scenen så hurtigt som muligt.
Omkring kl 22 sparker CKY (Camp Kill Yourself) så deres koncert i gang med et tungt nummer af ældre årgang. Guitarist Chad I Ginsburg ligner en blanding af Thåström og Tommy Lee og flirter for fuld skrue med pigerne foran scenen, mens han gnasker tyggegummi med stor iver. Han lader til at være en humoristisk fætter. Konstant beder han publikum ”To shut the fuck up” og ikke råbe så meget imellem numrene, da bandet så kan få lov at spille højere end vegas regler påbyder. Det er såmænd meget skægt i starten, men da Ginsburg bliver ved med at bede os holde kæft efter hvert nummer, går det skægge i stedet hen og bliver vældigt anstrengende.
I det hele taget benytter han samme drengerøvshumor som Mike Portnoy gjorde, da han gæstede KB Hallen sammen med Dream Theater i september, bare med den vigtige forskel, at Portnoy har et glimt i øjet og en charme, tillige med et musikalsk overskud, som Ginsburg ikke når til sokkeholderne.
Forsanger Deron Miller ligner Metallicas tidligere bassist Jason Newsted og virker meget oplagt fra start. CKY er i det hele taget virkeligt oplagte og allerede ved andet nummer spørger de, hvad vi har lyst til at høre. Efter et par numre tuller to fjolser, som bandet øjensynligt kender, synligt påvirkede rundt på scenen og det bliver et irritationsmoment, fordi fokus bliver på dem i stedet for musikken og der går hjemmestue-drukparty i koncerten. Det lader ikke til at genere CKY, som endvidere inviterer fjolserne til mikrofonerne for at underholde tilskuerne. De ævler og kævler en masse uforståeligt fuldemandssnak af sig og det er tydeligt, at folk bliver irriterede og får nok af bandets såkaldte gæster. Pinligt og uprofessionelt overfor et betalende publikum! Hvad enten man synes det er i orden eller ej, hiver det fuldstændigt energien ud af koncerten.
Først ved 6. nummer spiller CKY et nummer fra deres seneste og yderst effektive plade Carver City, ”Rats In The Infirmary”, og selvom det leveres i en fed liveversion, er det tydeligt at folk er kommet for at høre det ældre materiale. CKY virker pudsigt nok heller ikke selv synderligt motiverede for de nye numre – mystisk! Det keyboard som på Carver City, lyder som en syret og tungt moderne pendant til Deep Purple´s Jon Lord, er komplet fraværende i live lydbilledet.
Da bandet mod slutningen af koncerten spiller ”Hellions On Parade” fra Carver City, med sine fede skift i tempo og stil, kan man undre sig over, at de ikke har lyst til at lufte flere af de nye numre.
Ind fra siden kommer idioterne fra tidligere så Gudhjælpemig igen, nu synligt plørefulde og de falder nærmest over egne ben, og selv de mest langmodige har nu fået nok og de sidste smil stivner – Det er simpelthen en skændsel overfor folk, som har lagt penge i denne aften. CKY virker selv mere og mere uengagerede som koncerten skrider frem og Ginsburg bruger mere tid på at råbe og joke ud til de påvirkede venner ude ved siden, end på dem han burde bruge sit krudt på – nemlig publikum i salen. Han formår dog at undskylde de to sejlende venner, men ser egentlig ikke ud til rigtigt at mene det.
Koncerten slutter med en tilfældig og fjollet version af Survivor´s Rocky – Anthem; ”Eye Of The Tiger”, hvor en opkørt koncertgænger får lov til at synge vokalen.
75 Min. som lagde godt fra start, men punkterede hen ad vejen og aldrig fandt kadencen igen for alvor, med latterlige besøg af stive homies fra hjemlandet som aldrig skulle have været i nærheden af scenen, var desværre hvad det ellers tændte publikum blev spist af med i aften.
Synd og skam, for både rammerne, lyden, de gode numre og ikke mindst en engageret flok mennesker var til stede på Lille Vega.
