Krautinspirationer i fuld flor
Engelske Beak> er en trio bestående af to knap så kendte musikere og så Geoff Barrow, musikalsk tryllekunstner og primus motor i ikonografiske Portishead.
Det i sig selv giver jo opmærksomhed og sælger cd’er.
Beak>s debut af samme navn udgives på Barrows eget label Invada og er tænkt som et kunstnerisk eksperiment, hvor de tre musikere kan udfolde sig uden tanke på salg eller popularitet. Den er indspillet live i ét rum uden efterfølgende fiksfakserier, over tolv dage. Altså stringente og dogmatiske rammer, hvorunder musikken så må udfolde sig uden at målet er givet og resultatet må opstå i den kreative proces – take it or leave it! Dét må jo siges at være et kvantespring fra det Barrow laver i Portishead, med sine pinefuldt lange indspilningssessioner og sin utrættelige stræben efter perfektionisme og en nærmest manisk tilgang til sine outputs.
Beak>s debut svinger fra det fremragende til det hovedrystende kedelige.
Udspillet er instrumentalt og de stemmer som indgår, bruges mere som ekstra instrumenter end egentlige vokaler i traditionel forstand. Billy Buller spiller bas, Matt Williams spiller keyboard og Barrow tager sig kyndigt af trommerne.
Beak> spiller en slags krautrock i forskellige nuancer og det er vel et naturligt valg for Barrow, efter den inspiration og leg med krautrocken, han praktiserede på Portisheads Third. På den plade vækkedes, eller i hvert fald udlevede han sin lidenskab for denne genre og med dette projekt står han nu frem i fuld flor.
”Backwell” lægger for og minder i mistænkelig grad om det Portishead lavede på ”We Carry On” fra Third, men hvor det nummer er en opvisning i hvordan krautrock anno 2008 skal skæres, med sin suveræne puls og fantastiske finale, ender ”Backwell” noget uforløst, som slukkede man for recordknappen i utide. Det lyder som om Beak> ikke helt har anet, hvordan de skulle lukke nummeret, og så kappet strømmen i vildrede.
På efterfølgende ”Pill” pulser bassen takfast derudaf, mens hi-hatten flittigt benyttes af Barrow. Der munkenynnes i baggrunden, mens der fra tid til anden skydes lidt orgel af i afmålte doser. Den hypnotiske transcenderende effekt, som må/bør være målet, udebliver desværre, og i stedet for at man som lytter bliver suget ind i det musikalske univers, efterlades man distanceret og på kølig afstand af begivenhederne.
På ”Ham Green” er der heldigvis helt andre boller på suppen. Det lyder som amerikanske Om udsat for krautrock, mens tangenterne dufter af Ray Manzarek. Der er tonstyngde i nummeret og det er simpelthen fremragende og ganske forførende at lytte til.
”I Know” og ”Iron Acton” er inspirationen til især Silver Apples altså for tyk og det bliver faretruende nær på kopi. Tribale stemninger med pulserende beats tilsat orgeleksperimentelle outputs og sære lyde dominerer og de ellers fine numre, bliver i længden en smule kedelige at være i lokale med. ”Barrow Gurney” burde være udeladt med sine 1.30 minutters noget ideforladte og egocentriske støjeksperimenter udelukkende fra keyboard. Indadvendt støj uden mål.
På ”Battery Point” går der til gengæld postrock ala Explosions In The Sky i Beak>, komplet med ringlende og storladent smukke guitarsløjfer, solid og følt bas som bunddække, mens Barrow viser sig som en ret habil trommeslager og det fungerer fantastisk og giver et kærkomment nyt indspark i det krautede udtryk pladen ellers formidler. ”The Cornubia” kunne være soundtrack til en 60’er film fra Greenwich Village med sin cool og tilbagelænede lyd.
”Blangdon Lake” er et superfedt basdrevet nummer, med momentane syntetiske indspark og er trommeløst til langt ind i nummeret, mens det bygger op med et faretruende klimaks, hvor trommerne så sætter ind og knalder afslutningen i hus.
”Dundry Hill” er et tungt nummer med en tyk distortet bas helt i Sunn O)))´s ånd. Det minder om et hjemsøgt slot med et stakkels spøgelse, som aften efter aften må slæbe sig igennem slottes gange for at larme med kæderne og hyle af beboerne. ”Flax Burton” lukker og slukker Beak> med en lidt uinspirerende lydkollage.
Som tidligere nævnt indeholder Beak> noget både rigtigt godt og noget ligegyldigt, men jeg kan faktisk rigtig godt lide deres debut, fordi den rammer en stemning, som ikke særligt mange bands gør i øjeblikket. Jeg bliver langt hen ad vejen fascineret af deres udspil og de kan altså noget med deres lydbilleder som maner til eftertænksomhed og indlevelse, så på trods af en del fejlskud og momentvis skabelonagtig stilstand, vil jeg ikke være bleg for at anbefale et lyt til Beak> for folk med interesse for musik.
