Tyondai Braxton: Central Market

Det er muligt at nogle mennesker vil finde fornøjelse i Central Market og som vil sætte pris på det mod og den fandenivoldske tilgang, Tyondai Braxton har overfor musik, ildsjælene på Warp Records må jo selvklart høre kvaliteter i denne mand, men personligt finder jeg det ganske uudholdeligt at lytte til.

cover-tyondaibraxton-centralmarket-2009-300x300

Eksperimenterende og vældigt anstrengende!!

Tyondai Braxton slår normalt sine folder i det amerikanske band Battles, som han dannede i 2003. Det band udøver på ekvilibristisk vis en blanding af super effektiv mathrock og mere eksperimentelle øvelser. På egen hånd har Braxton nu udsendt Central Market på Warp Records, og selvom det label med tiden har udvidet sin bredde fra det stramme og rent technofile repertoire, over mod et mere bredspektret labelimage, må man sige at Central Market hører til i den absolut mest eksperimenterende ende af skalaen. Jeg opfatter mig selv, som et både åbent og nysgerrigt menneske, også hvad angår musik, som altid forsøger at lede efter noget spændende, selv i de mere obskure og sære udgivelser, men her er jeg altså meget tæt på at stå af og afskrive det som så excentrisk og navlepillende et projekt, at jeg har svært ved at forstå bevæggrundene for udgivelsen. Skal man iføre sig den positive pen, kan man kalde dette soloudspil for en musikalsk legestue og et frikvarter fra Battles. Man kunne også sige, at det Mike Patton gjorde med Mr. Bungle for den tunge rock han praktiserede i Faith No More, forsøger Tyondai Braxton at gøre for mathrocken, nemlig at flytte og nedbryde grænserne fra det udtryk, man benytter i sit primære band. Hvor Patton har og til stadighed viser, gode og visionære takter, ofte med langtidsholdbare kvaliteter, er det en noget anden snak, når vi taler om Tyondai Braxton.

Central Market er uden tvivl lavet med et kæmpe glimt i øjet og er da også vældigt finurligt, men altså også overordentligt anstrengende at lytte til, især hvis man beslutter sig for at lade pladen spille fra ende til anden. Overordnet vil jeg beskrive det som en blanding af fusionsjazz med legesyge elementer af sære lyde og vanvittige indfald og et syrerockband på svampe og ideer som synes taget fra en lukket psykiatrisk afdeling, alt sammen rammet ind i en lyd, som er sprængfyldt med orkestrale instrumenteringer og cinematiske crazyeffekter.

Hvis det lyder mærkeligt, så bare vent til musikken og ikke de forsøgsvis beskrivende nedfældede ord, møder dig. Man skal i hvert fald have en solid dosis overskud og ikke være ynder af Radio 100 FM på daglig basis, hvis man skal nyde eller bare udholde Central Market.

”Opening Bell” lægger ud med et nummer, som ville gøre sig perfekt til en hurtigt galopperende tegnefilm. ”Uffe’s Woodshop” fortsætter med et på ny filmisk inspireret nummer, der lyder som en hyperenergisk eksperimental animeret film, fuld af skrigende ADHD børn, mus pilende hen ad gulvet, mens man selv springer for sin førlighed og med stressede øjne, kigger på dusinvis af andet småkravl, som har indtaget ens stuegulv. Har man tendens til stress, bør man holde sig langt væk.

På ”The Duck And The Butcher” er cello pludselig blevet en medspiller, sammen med trompeter spillet gennem kompressorer, alt imens fløjtelyde, som kom de fra unge drenge, piftende efter frække babes om sommeren, med øjnene lystigt spændt op til lir. ”Platinum Rows” strækker sig over mere end 10 min. og lyder indimellem, som det soundtrack, der følger efter en pixarfilm, mens filmens credits kører over skærmen – og det er møgirriterende at høre på. Allerede efter halvdelen af nummerets spilletid, sidder jeg med en følelse af, hellere at ville have trukket en tand ud hos tandlægen, end fortsætte. Skulle jeg ydermere genlytte nummeret, ville jeg hellere gå planken ud i et hajfyldt farvand eller underlægges waterboarding tortur.

”Unfurling” indeholder psykedeliske hvallyde, mens et symfoniorkester dominerer resten, suppleret af tilfældige slag på et stykke bliklignende materiale, som gik der stomp i Braxton, vel at mærke helt uden stomp-trommeslagernes unikke rytmefornemmmelse.

På ”J. City” kommer der pludselig noget, som nærmer sig en almindelig vokal, uden at det på nogen måde gør musikken mere tilgængelig og det er ikke til at finde hverken hoved eller hale på skidtet, endsige noget som fanger og hjælper til en opklaring på, hvor vi er på vej hen. Der er ikke skyggen af melodi indenfor en kilometer radius mens det står på, og man er ved at være godt mør som lytter, efter alt den evindelige eksperimenteren med musikalsk udtryk. ”Dead Strings” lukker og slukker – jeg fristes til at sige gudskelov – Central Market med næsten ni minutters hamren på klaver, tilsat strygere og lidt tilfældigt synth knitren, mens en Mickey Mouse lignende stemme nynner hist og pist i baggrunden.

Det er muligt at nogle mennesker vil finde fornøjelse i Central Market og som vil sætte pris på det mod og den fandenivoldske tilgang, Tyondai Braxton har overfor musik, ildsjælene på Warp Records må jo selvklart høre kvaliteter i denne mand, men personligt finder jeg det ganske uudholdeligt at lytte til.

Ét point fordi Braxton utvivlsomt er en god musiker, det vidner både hans fortid som guitarist hos Glenn Branca og hans evner i Battles om og ét point for den humor han udviser, ved at betitle et nummer ”Uffe´s Woodshop”. Et sidste point tildeles Braxton, fordi der gemmer sig soundtracks til adskillige skæve animerede film i hans excentriske musikalske galskab.

More from Thomas Steen Jensen
Gutter Island klar igen
Gutter Island invaderer igen det idylliske bunker- og befæstningsanlæg Masnedøfortet i Vordingborg...
Read More
One reply on “Tyondai Braxton: Central Market”