Bare ikke godt nok!
Det er fire år siden australske Wolfmother smed deres selvbetitlede debutplade på gaden, og dengang gik diskussionerne højt omkring bandets kvaliteter, og folk blev delt op i to lejre: Dem der mente det var uoriginalt og at Wolfmother stjal med arme og ben i fordums rockskattekiste og de der bare var ligeglade og syntes det var fed musik. Men selvom Andrew Stockdale & co. bestemt ikke havde opfundet den dybeste tallerken, var de alligevel et frisk pust til retro-rocken, som på det tidspunkt ellers var ved at stå i stampe.
Andrew Stockdales lyse stemme og skramlede guitar, Chriss Goss’ tunge bas/orgel-spil og Myles Hesketts snublende trommer gjorde at Wolfmother som en anden ferrari gik fra 0-100 på utroligt kort tid hvad hype angår. Pludselig var de bandet man skulle holde øje med, da flere toneangivende magasiner mente at de her drenge ville blive kæmpe store.
Bandet kunne dog ikke følge med i hele cirkusset og i 2008 forlod Heskett og Ross trioen, og reducerede dermed Wolfmother til en uno. Hvad Stockdale kunne stille op som alenemand, og om Wolfmother overhovedet ville overleve, var særdeles interessant, men med en ny besætning og 2’eren Cosmic Egg er Wolfmother tilbage i manegen.
Lad det være sagt med det samme: Undertegnede er ikke imponeret over Cosmic Egg. Hvor debutens store force var kant og nerve, er pusten gået en smule af ballonen på det nye udspil. Produktionen er blevet en anelse pænere på Cosmic Egg, og jeg savner forstærkerne der nærmest brækkede sig af forvrængning, jeg savner bassen, der lige er den tand for høj til at det lyder lækkert og jeg savner det skramlede udtryk, som tilførte debuten troværdighed.
Cosmic Egg startes i femte gear med ”California Queen”, der bare brager derudaf med et hurtigt insisterende riff. Når det i løbet af sangen næsten bliver for meget, trækker Wolfmother lige nødbremsen, smider et langsomt tungt riff ind, så lytteren lige kan få luft, og så er det ellers videre igen. Selvom energien er der, er kompositionen desværre ikke synderligt interessant, og dermed sætter åbningsnummeret standarden for resten af albummet.
”New Moon Rising”, der efterfølger giver dog atter næring til håbet om at Wolfmother kan komme igen. Et fedt tungt riff efterfulgt af en insisterende stortromme og et catchy omkvæd gør at undertegnede atter er fanget af musikken.
Mens Wolfmother på debuten lod sig inspirere af alverdens rock-koryfæer, så skuer de på Cosmic Egg nu også indad mod egne himmelstrøg, og lader sig tydeligvis inspirere af den australske rockscene. ”White Feather” nikker anerkendende til AC/DC, mens ”Far Away” lyder som Jet , når de skriver ballader.
Stockdale har åbenbart lyttet til noget af den kritik, der faldt i forbindelse med debuten, som påpegede, at bandet ikke besad originalitet, for mens debuten var meget ensartet i sit udtryk, stritter Cosmic Egg en del mere ud i forskellige retninger. På ”In The Morning” lægger bandet sig i verset meget tæt op ad The Beatles i deres psykedeliske fase, og med ”Phoenix” forsøger Andrew Stockdale at bryde med hans skingre stemme. Over alt på pladen dukker der nye (og også mere moderne) elementer op.
Afslutningsnummeret ”Violence Of The Sun” er en ballade der lyder som en stor kliché, man har hørt mindst tusinde gange før, men sjovt nok fungerer det. Det er iørefaldende og dragende, men det er bestemt langt fra det Wolfmother vi kender.
Hist og her på Cosmic Egg sniger der sig et fedt riff ind, men i den store sammenhæng er der altså ikke ret mange mindeværdige numre. ”New Moon Rising” og balladen ”Violence Of The Sun” er de to bedste bud på anbefalelsesværdige sange, mens resten af numrene ikke er et must på ipod’ens playliste.
Der er ingen tvivl om at Cosmic Egg da er et ok album, men når pladen står i skyggen af debuten, så er det altså langt fra godt nok. Så op på hesten igen Wolfmother, og kom venligst igen med noget bedre næste gang!
