Mesterligt, vidtfavnende og udtryksfuldt
Emily Loizeau er et helt nyt bekendtskab for mig. Stilmæssigt er vi et eller andet sted, som er svært at beskrive, og den fransk/engelske kunstner har et enkelt album på bagen, inden hun med Pays Sauvages viser sit enorme potentiale for anden gang.
Det er folk-musik, fordi det trækker på så mange og så forskellige musikalske rødder fra det franske til det britiske til det afrikanske til det nordiske til det sydlandske. Det er popmusik, fordi mange af numrene har et aldeles fængende og smittende afsæt, der er svært at ryste af sig.
Det er på sin vis indiemusik, fordi det er svært at sætte i kasser, og fordi det stritter i alle mulige retninger. Det er gammeldags, fordi det trækker på gammel fransk chanson-tradition og musical-elementer. Det er nyskabende, fordi det blander så mange vidt forskellige afgreninger af musikscenen, at det er ganske overrumplende.
Sangene fremføres skiftevis på fransk og engelsk – af og til i en sammenblanding af de to sprog. Oftest står Emily Loizeau alene i front, men albummet indeholder et par fine og betagende duetter, som f.eks. ”Tell Me That You Don’t Cry”. Den udtryksfulde global-folk-sammensmeltning ”Fais Battre Ton Tambour” er min favorit, men også den mere afrikansk inspirerede ”Le Coeur D’un Géant” er en fornem skæring, ligesom den teatralske, operette-agtige ”Princess and the Toad” også er det.
Til tider er det på nippet til det lidt barnligt pjattede, når Loizeau vælger de helt igennem simple kompositioner. Andre gange er der enorm substans i mere komplicerede arrangementer og kompositioner.
Man kan sammenligne det vilde og viltre udtryk med Tom Waits, der på samme måde formår at sammensmelte folkmusik, teatralske virkemidler og et åbenhjertigt og imødekommende udtryk i en kompliceret sangskrivning. Og alle disse modsætninger er med til at gøre Pays Sauvage til et beundringsværdigt og ganske imponerende værk. Emily Loizeau når næppe den brede lytterskare, men der er masser af udfordringer og underholdning at finde hos den franske artist, der viser store evner i mange genrer, og som derigennem fortjener et større gennembrud, end hun sikkert opnår med sit andet album.
