00’ernes 30 bedste albums: #28
2002 var året, hvor Oklahoma-bandet The Flaming Lips skulle forsøge at følge op på det store gennembrud The Soft Bulletin. Og man kunne have lidt bange anelser, inden Yoshimi Battles The Pink Robot så dagens lys, for forventningerne var gigantiske, og der skulle meget til, hvis Wayne Coyne og resten af bandet skulle leve op til standarderne fra forgængeren. Endnu mere bekymrende var det, at The Flaming Lips havde proklameret, at de barslede med et konceptalbum.
For dermed var der en vis usikkerhed om, hvorvidt de åbne og tilgængelige takter fra The Soft Bulletin ville blive videreført, eller om eksperimenterne atter tog over, fra et band der på udgivelsestidspunktet nærmede sig sit tyvende leveår, og som havde et CV der rummede få successer og mange obskuriteter som f.x. Wayne Coynes legendariske eksperiment med at dirigere 40 bilister, der alle havde fået uddelt et stykke musik, som de skulle igangsætte i hver deres bil på de tidspunkter Coyne anviste – og som således i fællesskab skulle danne en hel symfoni.
Så hvad kunne man forvente af et nyt konceptalbum fra et band, der tidligere havde kammet helt over, når det gjaldt eksperimenter, men som med The Soft Bulletin havde fundet deres ståsted på den internationale musikscene? Resultatet blev et sandt mesterværk, hvor de tilgængelige og vidtfavnende melodier bestod, men hvor der blev eksperimenteret med elektroniske elementer og med at sætte albummets tekstmæssige indhold i en konceptuel kontekst, hvor The Flaming Lips gennem pigebarnet Yoshimi (der er navngivet efter en japansk sangerinde, der også medvirker på et enkelt nummer) kunne filosofere over yndlingstemaer som liv, død, kærlighed og den universelle verdensorden.
Musikalsk set var Yoshimi Battles The Pink Robot et skoleeksempel på gammeldags nytænkning. På intuitiv koncepttænkning. På storladenhed med benene solidt plantet på jorden. Og på simple melodier i komplicerede arrangementer. Albummet rummede så mange lag, at de færreste endnu er færdige med at opdage nye sider. Selv frontmesteren Wayne Coyne opdagede nye sider af materialet, da det blev indspillet.
For eksempel måtte Cat Stevens have credits for åbningsnummeret ”Fight Test”, der viste sig at ligge ganske tæt på en af hans gamle slagere. Måske tilfældigt, men en opdagelse der eftersigende gav nummeret et lille twist i studiesamarbejdet med Dave Friedmann. Titelnummeret hører også til et af albummets ypperste melodiske højdepunkter sammen med den storladne himmelvendte gigant ”Do You Realize”, der nærmest rummer hele livet og universet i sig selv.
Imellem livets store spørgsmål og albummets kæmpemæssige melodier gives der små opfindsomme, kreative og underfundige intermezzoer med elektronisk dippedutteri, forvrængede lydeffekter og andre mærkværdigheder. Alt sammen gør Yoshimi Battles The Pink Robot til en milepæl i indiepoppens historie. Til et album, der rummer så mange modsætninger, som får lov at mødes og slå gnister, at det beviser, at intet er umuligt.
For Flaming Lips var Yoshimi Battles The Pink Robot et album, der beviste, at de hverken var færdige med at eksperimentere eller med at slå igennem. Nu formåede Wayne Coyne og resten af bandet blot at gøre begge dele samtidig, og dermed var det ikke kun musikken og albummet som værk, der fik modpoler til at mødes – det samme gjorde bandets kreative proces.
Det har medvirket til at gøre The Flaming Lips til et af 0’ernes mest betydningsfulde bands – og Yoshimi Battles The Pink Robot til et af årtiets mest betydningsfulde albums.
