00′ernes 30 bedste albums: #20
I første halvdel af årtiet tog bands som The Strokes, Interpol og The Rapture post-punken op igen og gav rocken den mest gennemgribende fornyelse i det nye årtusinde. Det var i samme periode The Killers opstod på de små barer i Las Vegas, og de så hurtigt hvilken vej rock-vinden blæste. Men i stedet for at at dyrke den typiske indadvendte post-punk stil eller bruge emo-rockens desperate råb om kærlighed, tilsatte de deres egen synth-lyd og pop-melodier og skabte det store gennembrud: Hot Fuss udkom i 2004 og på det første år solgte albummet mere end 2,5 mio. på verdensplan.
For et debutalbum er bundniveauet utroligt højt, og selv den dårligste sang på pladen (“On Top”) er stadig et godt nummer. Man bliver underholdt hele vejen igennem af iørefaldende og højglanspolerede rock-numre med et sundt twist af pop, kitsch og kærlighed.
Hot Fuss åbner med den riff-bårne ballade “Jenny Was A Friend Of Mine”, der handler om manden, der er inde til forhør om sin veninde Jennys død. Det er ikke en klassisk ballade i folketraditionen, men den bærer på en god fortælling og varsler flot om resten af albummets musikalske kvaliteter. Forsangeren Brandon Flowers har senere udtalt, at sangen er foreløbigt sidste nummer i en mord-trilogi, hvis første numre består af “Leave the Bourbon on the Shelf” (fra Sawdust) og “Midnight Show” (fra Hot Fuss).
“Mr. Brightside”, “Smile Like You Mean It” og “Somebody Told Me” og blev alle 3 udgivet som succesfulde singler, hvoraf “Somebody Told Me” blev den mest succesfulde. Det er 3 minutter med fræsende guitar intro, pumpende staccato-vers og et fantastisk fængende omkvæd helt på linje med de bedste af Franz Ferdinands dansable numre.
På “Mr. Brightside”, fremgår det tydeligt, at The Killers ikke kun er fokuserede på at levere hits, men vil give tilskuerne hele pakken af rock n’ roll attitude, storladenhed og især sex, sex, sex! Nummeret var pladens 2. single og blev et gedigent hit, især i kraft af musikvideoen, hvor en (altid) selvoptaget Eric Roberts spiller en ledende rolle som fæl alfons i et Moulin Rouge-lignende bordel.
Midt på albummet sættes tempoet lidt ned, og der bliver åbnet op for den mere afdæmpede “All These Things That I’ve Done”. Sangen lægger en smule af det dansable til side og tager i stedet fællessangens klæder på med det fængende refræn “I got soul, but I’m not a soldier”. Da U2 og Coldplay efter udgivelsen af Hot Fuss spillede koncerter i Las Vegas, hyldede de hver især The Killers ved at inkorporere sætningen i hver deres sang. Sangen viste sig senere også at være en vejviser for The Killers’ næste album Sam’s Town, der bevægede sig væk fra synth-lyden og det umiddelbare og poppede. Inspirationen fra hjemlige koryfæer som Bruce Springsteen blev mere udtalt. At Hot Fuss ikke prøver at gå nogen i bedene, gør i dag, at det står som et stærkere album end de efterfølgende, og det er blandt andet derfor albummet fortjener at være blandt de 30 bedste albums.
I kølvandet på stjernestatussen begyndte Brandon Flowers at pådrage sig stjernenykker af Axl Rose-kaliber og anklagede rivaliserende bands som Fall Out Boy, Panic! at the Disco og The Bravery for at lukrere på The Killers’ succes. Det endte i en større mudderkastning i medierne, men til sidst trak Brandon Flowers alle anklager tilbage og undskyldte sine udtalelser, men han kunne lide at stå i spotlightet hele vejen igennem, på samme måde som Robbie Williams heller ikke står tilbage for nogen.
Tilbage til pladen. Med blot et lille dyk i kvaliteten med numrene “On Top” og “Change Your Mind” sluttes pladen af uden så meget pis. “Midnight Show” rykker som en racerbil i løbetid og den modsætningsfyldte “Glamorous Indie Rock & Roll” tager på selvironisk vis brodden af indie-rockens seriøsitet ved at sige ‘ja’ til at kombinere det pompøse med den navlebeskuende rock.
Alt i alt står Hot Fuss tilbage som et meget ligefremt rockalbum, der stikker op blandt sine frænder ved ikke at være bange for at blande fræsende riffs med den gode melodi og en uimodståelig “her-kommer-jeg” attitude.
