00’ernes 30 bedste albums: #17
For undertegnede var Porcupine Trees syvende studiealbum In Absentia fra 2002 første nærmere bekendtskab med det engelske band. Bevares, det var selvfølgelig umuligt ikke at kende Porcupine Tree, da de gennem længere tid havde opbygget en særdeles trofast fanskare. En fanskare der nærmest fanatisk så det som deres kald at udbrede det gode budskab.
Og den slags apostle fandtes selvfølgelig også i min omgangskreds, hvor jeg af og til blev præsenteret for små bidder fra bandets bagkatalog. Men af en eller anden grund fængede det aldrig helt. The Sky Moves Sideways var eksempelvis en tand for eksperimenterende, mens Lightbulb Sun på trods af nogle gode melodier og kompositioner alligevel manglede noget power.
Anderledes var det med In Absentia, der totalt ændrede mit syn på Porcupine Tree. Allerede fra første skæring ”Blackest Eyes”, var min interesse vakt. Energien var i den grad tilstede, og det var som om de gode melodier fik et ekstra boost.
Allerede på sang nummer to, ”Trains”, finder man pladens højdepunkt, der med sit smukke akustiske guitarspil og vidunderlige vokallinjer simpelthen slog mig omkuld. Hvis jeg ikke var hooked på Porcupine Tree fra starten, var jeg det med 100 procents sikkerhed her. Det er især dynamikken i nummeret, som jeg bed fast i. Uden brug af bragende guitarer og buldrende trommer, lykkes det at skabe et stort skift i intensiteten mellem de forskellige stykker i nummeret. Når jeg sidenhen har sat albummet på, er jeg ofte sprunget direkte til ”Trains”, for derefter at starte pladen forfra. Dermed er jeg sikker på at få nummeret to gange.
”The Sound Of Muzak” er også et stærkt nummer, hvor groove og melodi går hånd i hånd. Et catchy omkvæd tilføjer sangen syng-med-potentiale. På ”Wedding Nails” syrer Porcupine Tree mere ud, som i gamle dage. Det mærkes bedst i midterstykket, hvor staccato-rytmer i guitaren blandes med en skæv solo. Sjovt nok fungerer nummeret som en slags pause blandt de andre mere iørefaldende numre.
De mere afdæmpede skæringer på In Absentia fungerer også formidabelt i sammenhængen. Den stille ”Heart Attack In A Lay By” er pladens smukkeste nummer, hvor især vokalharmonierne i slutningen af skæringen gav mig kuldegysninger. Den ligeledes rolige ”Collapse The Light Into Earth” afslutter In Absentia på bedste vis og efterlader lytteren helt nede i intensitet.
In Absentia er det perfekte mix mellem de poppede og iørefaldende melodier samt den mere kantede metalliske lyd, som Porcupine Tree arbejder med. På de efterfølgende plader Deadwing (2005), Fear Of A Blank Planet (2007) og The Incident (2009) har Porcupine Tree fortsat den gode stil fra In Absentia. Men selvom alle tre plader ofte ryger på pladespilleren hos undertegnede, mener jeg ikke at In Absentia overgås af nogen anden plade fra Porcupine Trees bagkatalog.
Og faktisk er jeg blevet så overbevist, at jeg nu også er en af de før omtalte Porcupine Tree apostle. Og jeg har ved flere lejligheder nærmest tvunget venner til at købe In Abentia. Så står In Absentia ikke i din cd-samling, kan det kun gå for langsomt med at få den anskaffet!
