Mærkværdigt, grimt og charmerende
Århusianske Singvogel har tidligere optrådt sammen med poeten Peter Laugesen, men udsender med Disneyexorcist et rendyrket musikalbum. Det er grimt og grumt på det produktionsmæssigt plan, vokalen er skæv, skinger og skrighæs, mens teksterne er syrede men fornøjelige. Og så er der lige den der klarinet, som er med til at give et eksotisk og anderledes præg på de ellers rå, rustne og ofte garagepunkede numre.
Albummet åbner med den drivende ”Rastløs” med et glimrende flow. Herefter følger det beskidte titelnummer med en klar punk-kant og heftigt tempo, inden klarinetten for alvor træder i karakter på ”Cheyenne”. ”Ud Efter Noget” og ”Manden der begyndte at gø” er sammen med ”Min Makker på Vej” blandt albummets mellemvarer, mens der igen sker ting og sager på ”Motorskib”, der har en finurlig folkemusik-inspireret melodilinje. Sammen med de rodede og støjende guitarer giver det et mærkværdigt, grumt lydbillede, der tager en ny drejning da klarinetten bringer minder frem om en nordafrikansk bazar med slangetæmmere og krydderistank. En mærkelig sammenblanding, som er aldeles forvirrende, men som også har sin forunderlige charme.
”Bus til Fortiden” er et mere afbalanceret nummer, og her er det lige før Steppeulvene møder Magtens Korridorer, og vi er på nippet til at tale potentielt radiohit for dem, der måtte turde. Albummet lukker med ”Swingtid” og den instrumentalt eksperimenterende ”Fantomsmerter”, der rummer en dybde og følsomhed, som Singvogel ellers ikke leverer ret store mængder af på albummet som helhed.
Man skal bryde sig om heftig energi, skramlet produktion, hidsige temperamenter og alternative måder at tænke musik på. Men i givet fald er Singvogel på alle måder et band, der er værd at stifte bekendtskab med. For de fleste vil sammenhængen på albummet nok være lidt for broget, så Disneyexorcist må betegnes som et album for de få. Men de, der vil holde af det, vil elske det.
