Gråt britisk guld i Falconer Salen
Crooner, smørtenor og ballademager er blot nogle af de betegnelser, der bliver sat på britiske David Gray. Mest rimeligt er det dog nok blot at kalde ham en sympatisk og altid velklædt 41-årig britisk sanger og sangskriver, der med sine nu otte studiealbums, har måttet modtage meget blandede reaktioner på sit arbejde – især efter den enorme succes med albummet White Ladder fra 1998. En succes som siden har forfulgt ham på både godt og ondt, forstået på den måde, at han med albummet indskrev sig i opmærksomhedens søgelys, og at alle hans udgivelser efter 1998 dermed er blevet vurderet ud fra hans enorme succes på White Ladder. Jeg selv har ikke fulgt Gray specielt tæt siden dengang, så det var med et både åbent og forventningsfuldt sind, at jeg første aften i februar skulle stifte mit første live-bekendtskab med briten i Falconer Salen.
Seneste album fra Gray, Draw the Line fra 2009, kom naturligt nok til at have en stor rolle i aftenens set. Albummet var mit første rigtige genhør med Gray siden førnævnte succesalbum, og mens albummet fremstår en smule pænt, med ballader der i længden ligner hinanden en del, så formåede han at puste lidt liv i sine nye sange denne aften. Han var energisk på scenen og blev bakket op af et rutineret band, som dog fremstod nærmest stillestående og anonyme i forhold til Grays karakteristiske vuggende stil bag mikrofonen. Han vekslede mellem sin guitar og klaveret, og vigtigst af alt sad hans behagelige vokal lige i skabet hele aftenen. Lysshowet var flere gange nærmest fortryllende, hvilket også visuelt var med til at trække helhedsindtrykket op. De nye ”Jackdaw” og ”Kathleen” var stærke og smukke ballader, men det var de ældre ”Be Mine” og ”The Other Side”, der vækkede mest liv i salen
Efter knap en time blev jeg dog ramt af nogenlunde den samme følelse, som jeg gjorde i selskab med Grays seneste album. Bandet var velspillende og fejlfrie på scenen, men de var ikke nået ind under huden på mig, og det tegnede til at blive en middelmådig oplevelse, der kun blev holdt oppe af rutinen på scenen, samt lyd og lys der var arrangeret perfekt i Falconer Salen. ”Babylon” skulle vise sig at blive redningen. Nummeret var knapt igangsat før publikum brød ud i jubel, og det ændrede stemningen både på scenen og i resten af salen – en ændring der også ændrede resten af koncerten.
David Gray blev mere snakkesalig. Han beklagede, at det var længe siden, han sidst gæstede Danmark, og jokede med at det var vores farlige tegninger, der havde skræmt ham væk. Med spøgen skubbet side, opfordrede han os til at lave flere af den slags tegninger. Vigtigst af alt, så fortsatte musikken, og der var pludselig blevet plads til at skeje lidt mere ud under numrene, og på flere numre sneg der sig et ”YEAH” ind her og der, og mundharmonikaen blev et par gange tilføjet som David Grays tredje instrument. Ældre numre fik mere plads nu, og det var kun en 10-11 minutter lang udgave af den nye ”Nemesis”, der virkede malplaceret. De jammede og hyggede sig på scenen, men efter mere end halvanden time, hvoraf den første halvdel tenderede til det kedelige, så virkede det nummer inklusiv udvidelsen meget overflødigt. Næsten forudsigeligt gemte ”Please Forgive Me” sig som det sidste ekstranummer. Selvfølgelig fik det smilet frem hos alle i salen, og selvfølgelig blev der sunget med.
Trods en god anden halvdel var de knap to timer i overkanten, da rutine og de glatte nye ballader kom til at fylde rigeligt. David Gray og hans fire musikere gjorde arbejdet godt, men i flere perioder også lidt for rutineret. Han er en løjerlig størrelse – han er så hamrende dygtig både live og på album, men man sidder med en fornemmelse af, at han lige mangler det sidste, for at nå op på det niveau, som han for år tilbage blev kendt for at kunne nå, og som nu synes at forfølge ham igen og igen. Lad os håbe, at det kommer.
Setliste:
Fugitive
Draw the Line
Sail Away
Jackdaw
Kathleen
Be mine
Freedom
The Other Side
Babylon
This Year’s Love
Now and Always
The One I Love
Nemesis
Extra:
Aint No Love
Everytime
Please Forgive Me
