Mørk og spændstig synthpop fra kompetent Bristolduo
Britiske Mesh er et for mig ukendt band, som har lavet en hel del udgivelser af forskellig varighed, siden de grundlages i 1995. Over tid er Bristolbandet svundet ind fra trio til duo. Mark Hockings og Rich Silverthorn serverer 11 sange på A Perfect Solution og er man fan af Depeche Mode – den sene periode især, og nyder duften og ånden af Sisters Of Mercy, er man selvskreven til en tur i Mesh’ univers.
Mark Hockings er en god vokalist, men måske ikke helt på højde med Dave Gahan og hans dybe klang, snarere vækker han mindelser om Andy Bell fra Erasure, med sin fine og lyse anglofile vokal, med en snert af herskabeligt affekteret diktion og intonation.
Perfect Solution tematiserer over det moderne parforhold, om brudte løfter og adskillelse mellem mennesker, som har elsket hinanden, men nu kun deler samme rum og eksisterer side om side uden lystfyldt nødvendighed. Albummets cover illustrerer endvidere de dramaer, som udspilles indenfor hver af de lejligheder, det store og grå lejlighedskompleks indbefatter. Der er med andre ord en udelt ironi over albummets titel, som er meget langt fra a perfect solution.
Mesh er skiftevis dyster, mørk og håbefuldt levende i sit udtryk. Det er synthpop med en smule rockfeel indover og der er et højt niveau langt hen ad vejen.
Pladen kan deles op i tre kategorier, som pudsigt nok samler sig i klynger. En start udgjort af fire fantastisk gode numre, en midte som bestemt ikke er dårlig, men ikke helt bevarer niveauet fra den forbilledligt gode begyndelsesparade og en afslutning med to numre, som vender tilbage til udgangspunktets høje niveau.
”If We Stay Here” vælter indledningsvis ud af højtaleren med en synth fuldtræffer, helt på linie med inspirationskilderne fra Basildon. Der er godt med bund og punch i produktionen og man nyder det fede, bastante, næsten oppulente lydbillede fra første minut. Nummeret er dansabelt og pompøst og der bliver sunget med følelsesschwung og emotionel dirren, mens Hockings kaster den repeterende punchline ud ”If we stay here, we’ll die here”, således at der alligevel er håb om følelsesmæssig bedring, hvis et snarligt fysisk eller psykisk miljøskifte vælges. En sang om et kærlighedsforhold ved en korsvej, som enten må udvikle sig eller dø.
”Only Better” er albummets førstesingle og er væsentligt mere lys og poppet end ovenstående. Også her er lyden god og med masser af bund, tyngde og flair for detaljer, og der bygges op mod et rigtig godt omkvæd som sidder lige i synthskabet. En ægte musikalsk first-timer og et godt valg til en single, som har stort hitpotentiale både til dansegulvet og radioen.
”Everything I Made” er A Perfect Solution’s ubetinget bedste nummer og selvom Depeche Mode igen stikker ansigtet lige lovligt meget frem og dominerer billedet af et band, som ellers sagtens kan stå på egne ben, er det så godt tourneret, at det har direkte sigte imod synthpoppens æresdivision. Sneskredsglidende keyboardriffs og et ubetaleligt omkvæd, invaderer krop og sind og man må ganske enkelt været lavet af tundrasten, hvis man formår at sidde stille til den perle. Jeg har haft skæringen på repeat på daglig basis og føler mig næsten som en synthjunkie, efter at have stiftet bekendtskab med det, på én gang afhængighedsskabende og af samme årsag irriterende velskabte nummer.
På ”Is It So Hard” udspilles en mørk og deprim kontrastfyldt lyrik: ”I hate you – I need you. I love you – it’s over”, mens musikken drives frem af tårefyldt tristesse og melankolske stemninger, men nummeret er alligevel dansabelt og giver en lyst til at steppe i regntæt tordenvejr med armene løftet mod himlen.
”Hold It Together” kunne være Nine Inch Nails i deres technofile hjørne.
Herefter går albummet lidt ned i kvalitativ kadence. Ikke at der er skyggen af ærgerlige fillers, men Mesh bliver lidt mere gennemsnitlige og rutineprægede end den imponerende indledningsmanøvre kunne varsle. Man er dog stadig i særdeles smittende og interessant selskab. Kun ”Who Says” og “Hopes.Dreams” tenderer en smule metaltræthed og musikalsk træghed i det ellers fine melodiske overskud, Mesh mestrer så overbevisende.
På ”Want You” går duoen ned i tempo og Mesh leverer en sand åbenbaring af en tung og grandios synthballade.
A Perfect Solution’s finale, ”The Bitter End”, indeholder opbygget og indestængt vrede og electrorytmiske angreb, kombineret med militante marchbeats og masser af taktfyldt bpm til frontallapperne helt i firserikonerne Nitzer Ebb og Front 242’s ånd og stil. En magtfuld og konsekvent afrunding af et glimrende album.
Mellem numrene har Mesh listet små instrumentale elektroniske intermezzoer ind og mange af dem er faktisk så substantielt spændende og billedskabende, at jeg kunne ønske mig mere af det. Jeg bliver i hvert fald nysgerrig på, hvad Mesh kunne udvikle den side af deres talent til.
Den eneste, men signifikant bitre malurt i bægeret er, at adskillige numre holder en spilletid på over seks minutter og det bliver simpelthen for langt for meget af materialet. Havde Mesh klippet en tå og hugget en hæl, var det blevet et endnu stærkere produkt de havde imellem hænderne. Mesh tror utvivlsomt på sig selv, men deres noget rigide synthpop skabelon og forelskelse i forfølgelsen af et godt og catchy omkvæd, bør begrænse tidsrammen betragteligt for at undgå, at friskheden aftager og kedsomhedens grimme ansigt melder sin ankomst.
Ellers må man sige, at Mesh med A Perfect Solution har leveret et solidt og talentfuldt synthpop album, som fornemt balancerer mellem det mørke og tungsindige og det mere opløftende og dansabelt imødekommende.
