Smukt og gribende dansk overraskelsesangreb
Det er ikke underligt, hvis Lonnie Kjer efterhånden er lidt træt af, at omverdenen hele tiden skal huske sig selv og hende på, at hun en gang vandt det danske melodi grand prix med efternavnet Devantier. For stilistisk er der sket enorm udvikling i de seneste tyve år, og efter soloalbummet Tæt på i 2008, der overraskede ualmindeligt positivt, har Lonnie Kjer nu slået de kunstneriske pjalter sammen med Stefan Mørk på albummet 13 Songs.
Vi befinder os i et lydmæssigt tiltrækkende men dystert univers. Det er dragende og intenst med en ualmindeligt lækker produktion, der på den danske scene minder mig om den formidable debut fra det oversete band Astonishment. Man kan sammenligne med en lang række kunstnere, og navne som Leonard Cohen, Tindersticks og Johnny Cash har været nævnt.
Men sammenligningen med Astonishment er nu mere præcis, for samtidig med at det er melankolsk og mørkt, og samtidig med at en stor vægt er lagt på teksterne, så er albummet samtidig ekstremt tilgængeligt og imødekommende. Det er kunstnerisk og udfordrende på en måde, som ikke afskrækker, men som tiltrækker. Som lytter har du alle valgmuligheder mellem at udforske den dybe side af albummet med tekster, opbygninger, gennemtænkte arrangementer med optimal udnyttelse af duet-effekterne mellem Mørks mandestemme og Kjers kvindestemme, som begge er aldeles skrøbelige og betagende.
Sangene varierer mellem det håbefulde og det skrøbelige. Mellem den lykkesøgende tone og den næsten desperate melankoli. Mørk og Kjer åbner med ”Dancing In Front of the Light” med elektroniske caribiske rytmer bag en let og gribende melodi. Det bliver mere tyst, mørkt og intimt på den smukke duet ”Where the Wind Doesn’t Carry a Tone”, mens Stefan Mørk griber den akustiske guitar og lægger hovedvokalen på den dybfølte ”Are You Saving My Love For Me My Love”, hvor tankerne til tider kan springe i retning af Jeff Buckley.
Johnny Cash-inspirationen træder for alvor i karakter på den country-agtige ”A Helpful Man”, mens vi er i story-telling-afdelingen på ”Gone”. ”The Same Old Story” er min favorit på albummet. En yderst bemærkelsesværdig melodi, der drives frem af en smukt følt akustisk guitar bag Lonnie Kjers ekstremt nærværende og nervesitrende vokal, der tilsættes en skrøbelig hæshed i ny og næ, inden Mørk’s varme vokal svarer igen i noget af det ypperste, man kan skabe som duet.
Lonnie Kjer fylder hele lydbilledet ud med en fantastisk tilstedeværelse på ”The Ventriloquist”, inden der skrues op for lydbilledet på ”Secret Chamber”, der trods variationseffekten ikke har helt den samme styrke som resten af albummet. Det stikker lidt rigeligt ud, og på dette nummer bliver det tydeligt, at Mørk og Kjer har deres klare forcer i det stemningsmættede og intime, som heldigvis straks vender tilbage på ”Orion”, der dog har et sært præg af sydspansk temperament og middelhavsagtig guitarrytmik.
”The Conqueror” spiller atter på de fine balancer mellem vokalerne, samt på den fortættede intimitet og nærværende stemning, der også er drivkraften på ”Silence of Sirens”. ”Caves of Love” runder smukt og forbilledligt af for et album, hvor følelserne og følsomheden har overtaget, og hvor den smukkeste halvdel af sangene overstråler hinanden. Ikke alle steder lever sangenes tiltrækningskraft op til de fortættede stemninger, men selvom det er tyst og afdæmpet, så bliver det aldrig kedeligt eller langsommeligt. Der er hele tiden en stærk nerve og intimitet, der sikrer albummets fremdrift, og spillet mellem Kjers og Mørks vokaler er eminent.
Målgruppen er sikkert ganske smal, og det lykkes sikkert ikke duoen at sælge så voldsomt mange eksemplarer af 13 Songs, der ellers burde være et album, der kunne forene musikelskende generationer med hang til dybde, nærvær, følsomhed og kunstnerisk udfordring. Alt sammen gennemgående for albummet – og på alle parametre scorer ”The Same Old Story” topkarakter som nummeret, hvor Kjer/Mørk topper deres høje niveau
