Yeasayer: Odd Blood

På Yeasayers andet album er der skruet op for elektronikken og perkussionen ligger helt fremme i lydbilledet. Det er der blevet et rigtig godt album ud af. Men samtidig et album, der stritter i lidt for mange retninger til helt at fungere som album.

cover-yeasayer-oddblood-2010-300x300

Eklektisk electropop fra Brooklyn

Yeasayer er endelig klar med opfølgeren til den massivt populære debut All Hour Cymbals. Endnu en gang er der tale om et album, hvor bandet på eklektisk vis blander genrerne som de lyster. Et projekt, der for de fleste ville ende ud rodet, men som i Yeasayers hænder er opløftende at lytte til.

Albummet åbner med den langsomme ”The Children”, hvor vokalen snøvler sig afsted. Det er vel nok albummets dårligste numre, men det kan forsvares med blot at være en intro til det festfyrværkeri af gode melodier, der er i vente. En mere end tre minutter lang intro dog. ”The Children” efterfølges af albummets første single ”Ambling Alp”, der er langt mere repræsentativ for hvad der venter lytteren på Odd Blood. Tempoet er skruet op og melodien passer perfekt til en tur på dansegulvet. Omkvædet er vanedannende, og hvis Yeasayer havde radioernes interesse så ville nummeret blive råspillet. ”Madder Red” har noget mere traditionelt arenarocket over sig. Tænk Toto, tænk Mr. Mister, tænk ’uhhhh uhhh uhhhhh’-kor, men tænk stadig positivt og put så lidt elektronik indover, og så er det faktisk rigtig godt og nærmest mediterende. ”Madder Red” er et afdæmpet nummer og det samme er efterfølgeren ”I Remember”, men med ”O.N.E.” er det atter tid til at springe ud på dansegulvet og være en mere aktiv del af festen – og havde man befundet sig på en caribisk ø, kunne musikken ikke have været valgt bedre.

Sådan fortsætter det også på albummets resterende halvdel. Hele tiden leges der med genrerne og så snart man er faldet lidt til ro og tror man kan slappe af, så kommer der endnu et up-beat nummer og prikker til pulsen. Ikke det hele er lige godt, og personligt har jeg svært ved at sluge ”Love Me Girl”, der lyder som en dårlig blanding af Duran Duran og Justin Timberlake.

Odd Blood er mere elektronisk og med perkussionen længere fremme i lydbilledet end det var tilfældet på All Hour Cymbals. Men kunne man lide debuten går man bestemt ikke galt i byen ved også at investere i toeren.

More from Carsten Fjølner
Radiohead med på New Moon soundtrack
Instruktøren af New Moon, der er fortsættelsen til Twilight, har bekræftet, at...
Read More
0 replies on “Yeasayer: Odd Blood”