Danske stonerrockere med bid
Begrebet ’stonerrock’ er en luftig størrelse, men der er alligevel nogle særegne kendetegn og en historik, der peger tilbage til den amerikanske vestkystrock i starten af 90’erne. Elementerne griber dog endnu længere tilbage, hvor navne som Blue Cheer, Black Sabbath, Blue Öyster Cult og Led Zeppelin lagde grunden med deres riffbaserede heavy og den mere bluesorienterede sludgerock.
Som ’stone’ indikerer, er der i begrebet en påvirkning af weed, marihuana og psykedelika. Det er langsomme, tunge og vedvarende riffs, der suppleres af nedstemte, mørke baslyde og krydres med syrede guitarer. Det er tungt, det er sludge, det er stonerrock. Tilsvarende inden for metal har man den mere doom-orienterede og mørke lyd, der hylder det tunge og massive udtryk, som også stonerrocken har gjort til sit adelsmærke.
Det var bands som Soundgarden, Sleep og Kuyss, der i slutfirserne og de tidlige 90’ere skabte en lyd med psykedeliske og tunge elementer, hvor især bas og guitar var så nedstemte og mørke, at man tydeligt kunne høre påvirkningen fra Jimi Hendrix og Black Sabbath. Den fodslæbende og syrede rock befandt sig i slipstrømmen af den gryende grunge, og pludselig var der et kæmpe publikum til den møgbeskidte og momentvist meget larmende rock. Inden stonerrocken blev en decideret genre i sig selv, havde nogle af de hovedansvarlige dog opløst sig selv og dannet afstikkere i alle mulige retninger. Hvilket i sidste ende gav netop den diversitet og gødning, der gjorde, at genren overlevede sig selv, hvor grungerock stille og roligt forsvandt og blev erstattet med den mere hardcore punkrock og den modsatrettede melocore.
I dag spiller bands som High On Fire, Hermano og danske Sedated Angel en larmende, beskidt og tung garagerock, med mere end et touch af psykedelika. Og på Sedated Angels seneste album Far Beyond Repair fortsætter kvartetten ufortrødent, hvor debutten See the World Through Burning Red Eyes fra 2007 slap. Der er tale om stonerrock af fineste slags, med temposkift i de nedre lag, der aldrig bliver forceret, og med masser af energi og drive, som er det brændstof, der skal føde maskinen. De ni skæringer på albummet indeholder præcist så megen krop og fluorescerende stemning, at det bliver solidt overbevisende. Der er masser af fine detaljer i både temposkift og semiakustiske passager, og så er der den fuldfede, højoktane sovsede rock, der får hårene på ryggen til at rejse sig. Sedated Angel har nerven og viljen til at køre helt ud ad sporet, der ender i syrede farver og tonstunge murbrokker af lyd, med lige store referencer til både Black Sabbath og Kyuss. Og nu vi er ved det, så spiller John Garcia Kyuss-sange på Loppen i juni, hvor ingen vel er mere oplagte som opvarmning end Sedated Angel. Det ville for alvor blive en aften i stornerrockens tegn.
I feel Sedated!
