Mudret, mørkt og mystisk
Skyerne hænger tungt, mørkt og dystert over Færøerne, når de anskues gennem sangeren Knut’s briller. Det må man i hvert fald formode, når man lytter til The Desert Holds A Flower, der er rock fra den mørke ende.
Ikke dermed antydet, at det er hårdt eller barskt. Det er blot dystert og mørkt, når Knut vover sig ud i sine sange med sin alternative vokal, der ligger et sted midt imellem hvisken, klynken og nynnen.
Albummet starter med en mere end 10 minutter lang rastløs og nervøst sitrende overflod af rod og rumsteren. ”In My Time Of Dying/There Is A Garden” åbner således på en måde, der synes lidt afskrækkende, og som lover meget godt for, hvad resten af albummet byder på.
”Unsung” synes om en mere succesrig oplevelse, selvom omkvædet aldrig rigtig bliver pustet op til det nødvendige, og både melodi og vokal trækker også ned på den ellers stemningsfulde og fornemt opbyggede ”Spark”.
Sådan fortsætter albummet med numre, der rummer få fine elementer, men hvor man aldrig rigtig fornemmer, at det hele går op i en højere enhed. ”Different Kind of Pain” byder på essensen af Knuts problem, når den hviskende vokal overrumples totalt af hvinende og skurrende guitarer. Modsætninger kan skabe unikke øjeblikke i musik, men her fungerer tanken ikke som tænkt.
Således lykkes Knut ikke med at udnytte de muligheder der er i modsætningerne i hans univers, og i stedet for at understøtte hinanden, bliver de usammensættelige idéer til sammenstød, der virker mere eller mindre ødelæggende for helheden.
Bevares, det er ikke den rene elendighed, og der er gode elementer undervejs. Men det bliver lidt for sammensat, lidt for rodet, lidt for koldt og lidt for skurrende til, at jeg kan blive draget af det. Men er man til mørk og dyster rockmusik, og er man åben for en aldeles alternativ tilgang til vokal-kunsten, så kan man muligvis finde lykke ved færøske Knut.
