Nu får også Vanløse sin helt egen festival. Stairway er navnet og målet er, at præsentere spændende upcomingband kombineret med mere etablerede navne som When the Saints Go Machine (billedet), Sterling og Bodebrixen.
Stairway festival er et samarbejde mellem øvelokalekomplekset Kirk1 og Kulturstationen Vanløse. Kirk1 rummer mere end tredive ambitiøse bands og solister fra hele København, og ligger i en gammel hæftemaskinefabrik i en baggård på Kirkebjergallé i Vanløse. Det er arrangørernes håb, at festivalen vil blive en tilbagevendende begivenhed.
Ifølge den udsendte pressemeddelelse, så betegner navnet Stairway idéen om, at ikke etablerede musikere får en mulighed for at udvikle sit talent og komme et par skridt op af rangstien. Desuden er navnet også inspireret af Van Morrisons sang ”Vanlose Stairway”, som han skrev i 1982 til sin daværende kæreste Ulla Munch, der boede på 4. sal i Vanløse.
Festivalen løber af stabelen fredag d. 5. marts og musikken kommer til at spille fra to scener. Først er det de mindre navne, der spiller op fra kl. 15-20 på Torvescenen og derefter indtager de lidt mere etablerede navne Kulturstationen Vanløse indtil kl. 24.
Programmet ser pt. ud som følger:
Torvescenen (Kl. 15-20, fri entré):.Det Sidste Værelse, Violmace, Corrosive Minds og Right Up Your Alley.
Kulturstationen Vanløse (Kl 20-24, 150 kr.): Christina Groth, Metric Noise, When Saints Go Machine, Sterling, Bodebrixen.
Basement (Kl. 24-04, inkluderet i de 150 kr.): Afterparty med Chief 1 som dj.
Læs mere her.