Britisk gør-det-selv-kvinde er født tredive år for sent
Britiske Lonelady er alterego for sanger, vokalist og sangskriver Julie Campbell. Hendes debut Nerve Up sætter forventningerne højt på forhånd hos undertegnede, da hun bekender sig til inspirationskilder såsom Joy Division, The Fall, Suicide og P.I.L og endvidere produceres af Guy Fixen i selskab med hende selv. Fixen har bl.a produceret markante navne som My Bloody Valentine, The Breeders og Stereolab. Nerve Up’s bagsidecover er tillige mørkt og 80’er deprimt og er nærmest identitisk med coveret til Editors glimrende debut The Back Room og indercoveret til Joy Divisions Unknown Pleasures. Julie Campbell er oven i alt dette født og opvokset i Manchester, hvilket hun med stolthed gør opmærksom på. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til en udgivelse, som kan få mine tænder til at løbe i vand og ører sitre af velvoksen forventning.
Desværre står albummet ikke mål med forventningerne.
Der er godt nok en udpræget firserlyd over Nerve Up, men det er mere over i Au Pairs, The Raincoats og Gang Of Four end ovennævnte referencer som Lonelady udtrykker sig i.
Nerve Up er minimal, stringent og asketisk i produktion og udførelse. Lonelady benytter sig udelukkende af stram guitar, trommemaskine, lidt harmonium og synth og sin spinkle vokal og kan indimellem ramme en tidlig Polly Jean Harvey, uden helt at være så kuldslået, desillusioneret og sjælerevsende. Andre gange ligger Peaches på tungen, uden hendes kradsbørstige vrede og de cocky og frække selviscenesættelser.
Lonelady gør en dyd af at få noget optimalt ud af næsten ingenting helt i DIY ånden, men det bliver altså for beskedne melodier og musikalsk smalkost, hun præsenterer lytteren for. Det bliver desværre lidt kedeligt og noget ensformigt i længden.
”If Not Now” åbner med små abrupt-funky guitarklimp, som gentages på mantralignende vis gennem resten af nummret, mens maskinelle trommebeats holder rytmen stringent og med stift indlagt syntetiske håndklap, mens Campbells stemme synger i hug eller recitationsnært, mere end i normale fraseringer og op- og nedgange i stemmen. Vokalen ligger unuanceret og kold igennem de tre minutter ”If Not Now” udfoldes i, og man lades i stikken, hvis man søger efter holdepunkter eller variation. Det greb kunne et band som Devo lave med bravour for tredive år siden, men her går det ikke så godt.
Førstesinglen ”Intuition” kører præcis samme skabelon, dog en kende mere melodiøst og fængende, men desværre uden at imponere for alvor.
På titelnummeret må man knibe sig i armen, for at minde sig selv om at vi befinder os i 2010 og ikke 80’ernes new wave/artrock, med en baslignende guitar, der lyder som en begynder på aftenskolernes musikhold med opgaven; spil de samme to akkorder 300 gange til næste gang, så de sidder i skabet.
”Inmaterial” lyder som Throwing Muses/Kristin Hersh på en lidt tilfældig og uinspirerende dag, helt uden amerikanerens spændingssitrende manio-depressive og indimellem småpsykotiske tekster, fyldt med selvlede, skrøbelighed og dæmonisk indadskuen.
”Cattletears” lyder som en kulsyreflad og fejlskudt femipendant til Wedding Present, med sine sprintende guitarer.
Med andre ord, rammer Campbells 80’er forelskelse rent. Se bare hvordan man igennem hele albummet konstant ramler ind i referencer fra det årti. Problemet er bare, at det som Nerve Up mangler – ud over vedholdende melodier, karismatisk vokal og fængslende følelser – paradoksalt nok er netop den nerve, som titlen tilkendegiver.
To steder formår Lonelady dog at ramme noget rigtigt interessant og komme ind under huden på mig; nemlig ”Marble”, hvor lydbilledet for en gangs skyld ikke er stift, rigidt og maskinelt ufølsomt. Her leverer Campbell en rørende og fuldblodsvarm sang, med mere tilbagelænet trommeprogrammering og en guitar som både kører funky og med flydende riffs med masser af reverb og et lækkert harmonium og en for pladen sjælden kødfuld vokal med masser af klang, fylde og dybde. En indtagende og nærmest hypnotisk melodi – fremragende!
Det andet sted det fungerer for briten er på det afsluttende nummer ”Fear No More”. Her akkompagneres Campbells vokal udelukkende af en dyster og mørk guitar, og momenter af mandolin og strygerelementer. Det klæder Lonelady, at tone det monotone og hastige lydbillede ned og levere en gåsehudsfremkaldende dyster, tryllebindende og asketisk dark-folk i stil med amerikanerne Nina Nastasia, især som hun lød på mesterværket Run To Ruin, og Lisa Germano.
To perler og otte indimellem noget monotone og lidt blodfattige metervarer udi fortidens artrock meritter, sat på en stram og enslydende formel af slingrende kvalitet, er hvad Nerve Up er limet sammen af og fuldstændigt som en bøf sammensat af kedelige kødstykker, med det nye EU-godkendte madvare-limstof Thrombin, ikke gør en lækker entrecôte, formår Nerve Up ikke svinge sig op og blande sig i feltet af gode neofirser plader.
