Klassikere på stribe
Fu Manchu leverede en noget nær perfekt setliste til de forholdsvis få fremmødte på det glimrende KB i Malmø. På trods af det svigtende fremmøde, eller måske netop derfor, blev det publikums aften i selskab med det Califoniske band, der kører på 20. år. Med sådan en baggage gemmer der sig selvfølgelig meget i godteposen til de trofaste fans, og den blev der i stor stil lukket op for søndag aften.
“Eatin’ Dust” var første terning, og med det udspil blev signatur Fu Manchu-lyden og riff-o-rama hamret fast med 17 tommer søm. Klodserne sad lige i skabet fra starten, og det samme gjorde lyden. Ved ikke hvad de gør anderledes på KB, men har ikke oplevet dårlig lyd der. Den var crisp som sneen udenfor. At Scott Hill kom humpende ind på scenen kunne ikke mærkes på sangene og lyden – kun på mobiliteten. Der blev måske sprunget en anelse mindre rundt denne aften, men intensiteten var stadig i top.
Kombinationen af Scott Hill’s hvepsede Super Fuzz lyd og Balch’s tungere dybere guitarlyd fås ikke bedre og mere powerfuldt i denne anmelders ører. Balch leverede alle soloer til UG, mens Hill ikke spillede nogle denne aften – hvilket han har gjort ved tidligere lejligheder. Nærmest alle Fu sange med klassikerstatus blev fyrret af, til publikums store tilfredshed. Denne aften var all inclusive og adskillige gange afveg Fu fra setlisten og spillede publikumsønsker i stedet, eller rykkede sangene rundt efter behag. Det handlede ikke om at skulle vælge mellem “Boogie Van” og “Weird Beard”. Denne aften var både og. Begge sange blev spillet sammen med andre hjørnesten i stonerrocken som “King of the Road”, “Evil Eye”, “Godzilla”, “Hell on Wheels”. Fra California Crossing fungerede titelnummeret suverænt godt og publikum skrålede med på omkvædet. Også en del helt gamle numre blev luftet, og det tegner godt for Fu Manchu’s næste projekt, hvor de vil spille mange af de gamle albums live i deres fulde længde. De lovede i den forbindelse at komme tilbage til Europa til efteråret.
Der blev ikke spillet numre fra de to næstnyeste plader We Must Obey og Start The Machine – også selvom “Hung Out To Dry” stod på setlisten. Måske er det et signal om at Fu kigger tilbage i tiden; ligesom Scott Hill igen på den nyeste plade Signs Of Infinite Power synger om UFO’er, giganter og andre syrede out-of-space emner. Tre numre blev det til fra Signs, og de fungerede alle fint live. Spørgsmålet er bare hvor mange flere albums Fu kan lave inden for de simple rammer de bevæger sig indenfor, før det bliver kedeligt. Der skal nok snart ske noget – men en ting er sikkert: Live fungerer det stadigvæk 100%, så hvis man er til Fu klassikerne er det med at dukke op på Lille Vega onsdag. Måske Roskilde bookerne skulle kigge forbi for at finde noget eftermiddagsrock i solen til Orange Scene.