Revolutionen udeblev i denne omgang
Københavnske JazzKamikaze har udsendt deres tredje album Supersonic Revolutions og har for første gang vokal på deres udspil. JazzKamikaze har efter to instrumentale udgivelser Mission I (2005) og Travelling At The Speed Of Sound (2007), valgt at udfordre sig selv og tilføre deres sangløse univers et nyt aspekt ved at iføre pianisten Morten Schantz tekstpen og vokal.
De første indtryk som rammer en, når man lytter til Supersonic Revolutions er to; En udpræget og næsegrus begejstring for Mew og dernæst en undren over, hvornår det sonisk revolutionære mon egentlig sætter ind og rammer én. Det første kan jeg ikke fortænke bandet i, problemet er bare hvad vi egentlig skal med endnu et band som Hellerupyndlingene, når vi i forvejen skal forholde os til ligesindede som bl.a. Blue Foundation og Ghost Society Endvidere kan Schantz altså desværre på ingen måde leve op til Mews frontmand, selvom han da bestemt kan synge. Med hensyn til det revolutionære må gruppen henvise til deres jazzede take på Mew og det er altså i mine ører ikke særligt revolutionerende, snarere tænker jeg at JazzKamikaze blot mixer lidt Moonjam i blandingsforholdet, og selvom der ikke er en finger at sætte på musikernes kunnen, bliver det altså både ufrivilligt corny og cheesy i mine ører.
På albummets fire første numre er Mew inspirationen med Moonjam islættet så dominerende, at jeg ikke formår at tænke en selvstændig tanke, da jeg simpelthen ikke kan få ovenstående ud af ligningen og bedømme det som et selvstændigt bud. Lyt engang til åbningsnummeret ”Bring Back Spring” og stav så til plagiat. Det er så skamløst planket, at jeg får ondt i tæerne og kramper af krumningshævelser.
Først på femte nummer ”Mystery Maze” sker der noget selvstændigt originalt, med sin mørke, melankolske cello og spændende og ildevarslende trommeføring og det lyder som en sømandssang fra det sorte dyb. Her spilles celloerne som var de hjemsøgte og finske Apokalyptica kunne ikke have gjort det bedre. Desværre skal vokalen ødelægges af en momentan autotuner på vokalen og man ærgrer sig over, at når JazzKamikaze endelig har fat i noget godt, så destruerer de det med dette så irriterende populære effektisenkram.
”Music Is My Heroin” lukker yderst lovende op med nærmest huggende black metal tonale guitarer og særegne bjæffende saxofoner helt i det aparte italienske band Zu’s ånd og mens man med stor tilfredshed glædes over dette, kommer den frygtelige autotuner på ny ind og ødelægger vokalen. Lad os en gang for alle slette dette rærlige redskab af det musikalske landskab!
På ”Skies For You” har JazzKamikaze mere end én fod i den jazzede lejr, med et nærmest oldschool Jan Garbarek saxtema og her forlader de rocken helt til fordel for et lidt lummert jazzpop nummer med en lys og romantisk vokal, som er så renskuret, at det bliver alt for pænt for mine ører. Til gengæld kommer de stærkt igen på efterfølgeren, ”The Return Of Bab El Ehr And The Future Raiders”, som er et originalt og sejtrækkende instrumentalnummer med Helmet guitarklodser og mørk sax. Også her ligger Zu lige på tungen og det klæder bandets ellers pæne og polerede lyd.
Apropos lyd, så er produktionen, som bandet selv står for, simpelthen for fersk og poleret og de steder hvor der kaldes på muskler og bastant og kras guitarbund, lader bandet sig selv i stikken, med den noget tyndbenede og flødefarvede produktion.
”Mournful Storms Have Passed Tonight” minder lidt om det hedengangne århusianske kultband Picnic lavede, dog uden den komplet vanvittige vokalist J.P.Krogh.
Supersonic Revolution´s sidste tre numre er igen en tilbagevenden til Mew inspirationerne tilsat jazzskalaer og syrede blæsersoloer, men desværre helt uden bid.
Hvis JazzKamikaze skal spille sig ind i min musikalske nysgerrighed, skal de rette fokus mod de fine instrumentale og skæve skæringer der er på albummet, holde sig fra Mew plagiaterne og knuse deres autotuner med de tunge musikalske brokker, der indimellem gemmer sig på Supersonic Revolutions .
