Centrifugalkraft og skøre ideer kappes
Odenseanske Plök har med deres debut Sing Us Yr Guillotine Gospel smidt en flagrende og eklektisk rockudladning fuld af ungdommeligt vovemod og testosteron i kilometerhøjde på gaden. Intet synes umuligt og begrænsninger er ligeså udelukkede som paven til en Slayerkoncert. En energisk og voldsom headbanger-smeltedigel. Tempoet er som oftest i det røde felt, ideerne falder som skudt af med ferrarifart, og man bør spænde sikkerhedsselen forsvarligt inden turen i Plöks elektroheavy hardcore centrifuge. Der spilles med en fandenivoldskhed og en en humor, hvilket titler som ”Pity Party For Petty Crimes”, “Kleenex Exposition”, “Barbra Streisand Is An Island”, “Copy Paste Memory///Fucking FireWire” og “X-Ray Charles” vidner om.
Der må stå hele dyngen af posthardcore, math, electro, thrash og punkbands og posere i drengenes cd-reoler. Dillinger Escape Plan let loose i en dyrepark med electrobreakbeats under armen og en manisk intensitet, som kan være svær at holde trit med. Nogle vil afskrive det som en gang rod uden mål og med, mens andre vil tage imod med åbne adrenalinafhængige arme. This is not for the faintheartet og Sing Us Yr Guillotine Gospel burde været markeret med en sticker, som advarer personer med hjerteproblemer og forhøjet blodtryk mod at indløse billet, præcis som i forlystelsesparker.
Uanset hvad temperamentet byder én, er Plök indiskutabelt en samling revolutionære beatheads, men også kompetente lømler, med kontrol over virkemidlerne helt ud til fingerspidserne. Det er topcharmerende og numrene twister mange gange undervejs. Som altid med sådanne udgivelser ligger faren lige om hjørnet for, at det som er skægt for bandet selv, er knapt så skægt for lytterne og indimellem kan Plöks univers også synes lidt overgjort og for meget af det gode. Faldgruben som lyder; se hvor meget vi kan og se hvor mange ideer vi får, er da også faretruende nær adskillige steder på albummet, men jeg synes egentlig ikke, at det tipper over for alvor for de frygtløse gutter.
Lige fra Plöks finurlige og ultrasvedige postmoderne take på Jakob Knudsens gamle 1800-tals salme ”Se, nu stiger solen” – det vil aldrig være det samme at høre den i kirken igen – over ”Headlock The Urban Maschine”’s tumultariske balstyrrock, med dobbeltpedalling på gryderne og tunge og speedede guitarer i selskab med diverse syntheffekter som ikke sparer på noiseelementerne. Det er tæt på at være overkill, men gjort med tungen lige i munden og særegent overskud, så jeg er helt i sync med præmissen.
Polyrytmer og konstante skift i retning og karakter gør, at hver gang man er ved at have fat i numrene, ja så stikker de af på ny og man må op på hesten og forfra.
Det er som om Plök sætter en ære i at presse materialet til kanten, så lytteren er nødt til at være medspiller for ikke at tabes eller opgive det mangefacetterede lydbillede. Selvom de brunstige knaldperler ikke er hvermandskost, er der masser af solide melodilinier tilstede på de 12 skæringer, og på den catchy front er Plök heller ikke tabt bag en vogn, blot ligger det ikke umiddelbart lige for ved første gennemlyt.
Et hurtigt vue; ”Time Out The Stroboscope Emotionel” imponerer med sine dystopiske keyboardriffs og tunge beats. ”AllIreallywantisabattleship” lyder som en opråbssang for den moderne ungdomsgeneration. ”Kleenex Exposition” er et styk electrometalheaven fuld af pågående synths på kollisionskurs med thrashmetal, og det fungerer rygbrækkende godt. ”Copy Paste Memory///Fucking FireWire” har en brutal Meshuggah intro som glider over i electrogarage og tilbage igen og indeholder et virvar af stimuli. ”Barbra Streisand Is An Island” lyder som Mr. Bungle på mescalin og ”Ctrl Alt Cmd 8” er tung electrosyre udsat for stålspændte Helmet trommeskind. ”X- Ray Charles” er mathcore ala Dillinger Escape Plan for fuld skrue og man er hele tiden på nippet til at miste pusten, mens bandet smadrer igennem og man må anstrenge sig gevaldigt, for at følge de mange musikalske spor Plök kaster én rundt i.
Trommeslageren basker som Animal fra Muppet Show fuld af spasmer og blækspruttearme og styrer skindende ypperligt og konsekvent med både hænder og fødder. Han udviser stort overblik og holder grundigt og effektivt styr på tropperne, så det ikke løber helt af med dem. Det resterende band gungrer, speeder, tonser, støjer og attakerer i ét væk uden pusterum.
Sing Us Yr Guillotine Gospel er produceret og mixet af Mr. Q og Kned fra åndsbeslægtede Beta Satan, som har leveret en fuldblodsrocker med masser af bund og tyngde, men med sikkert blik for de detaljer, som er vigtige for det pluralistiske lydbillede bandet udøver, og Plök ligger ikke fjernt fra satanernes egen lyd.
Anbefaling eller advarsel afhænger helt af, hvor vidt man favner musikalsk og ikke mindst ens blodtryksstatus. Jeg finder det forfriskende skævt, skørt og med energisk overskud, men bestemt også krævende som grænseafprøvende tweens i trodsalderen.
