Uimodståelig idé- og energiudladning ud over det sædvanlige
Der er godt nok kolorit på livet hos britiske Devonté Hynes a.k.a. Lightspeed Champion. Rufus Wainwright møder Mika og aftaler, at de aldrig skal gå den kommercielle vej, men i stedet pille al glatpolering og tilretning af deres numre, og lade dem leve på eksplosiv energi og milliarder af idéer.
Det er på ingen måde rammende for Lightspeed Champion, men jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skal give udtryk for, hvad der gemmer sig på denne spraglede, farverige og medrivende udgivelse. Vokalen er fantastisk, idéerne står i kø, indtrykkene er store, og evnerne og talentet overgår hinanden.
Allerede fra åbneren ”Dead Head Blues” fornemmer man, at melodien er hørt mange gange før, men det er små brudstykker af inspirationer fra alle tænkelige leder og kanter, der stykkes sammen til en interessant og nysgerrighedsvækkende overflade.
Der er dramatiske strygere i baggrunden af den simple overflade på førstesinglen ”Marlene”, der har et smittende humør og en underfundig kobling mellem glæde og melankoli. På ”There’s Nothing Underwater” tilsættes lidt ekstra dybde i klangen, og det giver noget bund, men hyperaktiviteten daler, og tilgængeligheden i melodien er ikke helt så indtrængende.
”Faculty of Fears” er med sin fænomenale melodi og barokke opbygning en sand perle, der kan lede tankerne hen på en let britpop-inspireret Rufus Wainwright, mens ”The Big Guns of Highsmith” åbner med et smukt klaverstykke, der udvikler sig til et mesterstykke i dekadent pop med bombastisk omkvæd, der ledsages af operakor!
Bag den mærkværdige titel ”Madamme Van Damme” gemmer sig en stærkt vanedannende melodi og et lystigt omkvæd med teksten ”Kill me baby, won’t you kill me”. Der er genkendelighed og sing-along feeling efter en halv gennemlytning, men detaljerede, spøjse guitarfigurer med en pigtrådsagtig lyd, gør at det ikke bliver rendyrket tomhjernepop, men stadig har sine udfordrende indfald.
Der er lejrbålsstemning på den country/folk-agtige ”Sweetheart”, der skiller sig ud på en spøjs måde med twang-guitar og iørefaldende omkvæd. Nummeret bygger op til en heftig afslutning, der rummer mange detaljer, og som gør nummeret til en af topscorerne på albummet. Hertil kommer også det aldeles smukke klavermellemspil ”Goodnight Michalek”, der i sig selv er en betagende oplevelse trods sine mindre end to minutter.
Bevares, der er også mindre interessante øjeblikke hos Lightspeed Champion, men generelt er det aldeles overrumplende, overenergisk, idérigt, spraglet, farverigt, skævt og upoleret. Det er charmerende i en sådan grad, at man næsten føler sig gået lidt for nært, men i det store og hele fremstår den viltre og uregerlige Lightspeed Champion som den superhelt, hans kunstnernavn antyder – for dette album er så humør-, idé- og energismittende, at det er helt uimodståeligt.
