Oldschool but goodschool
Den britiske duo Blood Red Shoes har med deres andet udspil Fire Like This, lavet et solidt og vældig energisk album. Det er gammeldags og konservativt i sin form, men byder på gode og intense numre, som dog i længden lider lidt af repetitionsfornemmelser. Titlen referer til David Lynch’s film fra 92 Twin Peaks: Fire Walk With Me, som bandet er meget optagede af og netop 90’erne må nævnes når man taler om Blood Red Shoes, for det er en udpræget lyd af det årti der møder en, når man lytter til Fire Like This.
Laura-Mary Carter hugger tunge klodser med sin guitar og Steven Ansell tæsker hårdt og ivrigt i sine trommer, mens de skiftes til det vokale arbejde. Blood Red Shoes ligger, på trods af 90’er bindingerne, lydmæssigt tæt op ad White Stripes og især Yeah Yeah Yeahs, men er væsentligt tungere end førstnævnte.
Fire Like This er pure kraftfuld rock og selvom duoformatet normalt efterlader et lidt smalt udtryk, er der masser af bund og pondus på albummet. Produktionen er lagt med vægt på massivitet og tyngde og når Blood Red Shoes for alvor går til stålet, er det som en voldsom knytnæve der rammer lytteren.
”Don’t Ask” er en ultracatchy killer, som samtidig er listet ind i en beskidt og sort rocklyd som gør det kantet og dermed undgår at blive for poleret.
”Light It Up” er punket, men også tung garageklingende monsterrock med tyk bund og de traditionelle 90’er quiet/loud dynamikker. En skæg blanding af lidt L7 gefühl og stænk af new wave og det er gjort bragende godt.
”It Is Happening Again” huser adskillige uptempo riffs, som drøner ned i mol i broerne fra vers til omkvæd og det er topfedt spillet og viser en attitude hos de frække briter, som synes både cool og ægte. I Laura-Mary Carter har Blood Red Shoes et rent es og hun kan udmærket måle sig med Karen O.
På ” When We Wake” skrues tempoet for første gang lidt ned, mens der støt og roligt bygges op mod et klimaks med gevaldig styrke og kurs direkte i mellemgulvet. Det er hørt en million gange før, men serveret med så meget bravour og glans, at det ikke gør spor, selvom man har været nede ad den vej så mange gange før.
På ”Count Me Out” skruer duoen atter bissen på og her mødes de to vokaler i et frygtløst parløb og det svinger svedigt med stoner-nedstemte guitarhug i mellemstykkerne. Igen benyttes stille/støj præmissen og igen køber jeg det glædeligt, fordi det fungerer så ubesværet godt for de to musikere.
Sådan fortsætter albummet ufortrødent og det bliver desværre en smule fastlåst i samme skabelon som albummet skrider frem, hvilket afholder Fire Like This fra at komme helt op og ringe med guldklokken. Carter’s guitarhåndtering peger mere i retning af Nicolas Zinner’s stålsatte og rå riffs, end Jack White’s viltre og bluesede soloer.
Hos Blood Red Shoes er det klodser og tyngde der er i højsædet og et nummer som ”Heartsink” har et herligt beskidt og grumset riff, men melodien mudrer lidt for bandet og efter det første minut er leveret, kører det for meget i ring for briterne. Melodi mangler der til gengæld ikke på det Pixies klingende afslutningsnummer ”Colours Fade”, med Kim Deal lignende vokal fra Carter og en særdeles tændt Ansell tæskende i trommerne.
Overordnet er det et fint album Blood Red Shoes har lavet med en udpræget inspiration fra Yeah Yeah Yeahs, vel at mærke deres første albums inden der gik electro-Blondie i den amerikanske trio.
Er man til ovenstående band og også har hang til Nirvana, vil man ikke gå forkert i byen hos Blood Red Shoes
