Intensiteten er forsvundet
Islandske Seabear udsendte for et par år siden den dragende indiefolk-perle The Ghost That Carried Us Away. Stemningen var intens og spændt fra start til slut, på en plade der var Sindri Mar Sigfussons værk i næsten egen person.
Lidt hjælp havde han naturligvis undervejs, og på den nye Seabear-udgivelse er hjælpen udvidet til at blive en større bandfornemmelse. Det giver noget liv enkelte steder, men desværre trækker det den dybt personlig intimitet og nærhed ud af det meste af albummet.
Helheden på albummet virker meget luftig, uvedkommende og højt svævende. Det stærke nærvær fra The Ghost That Carried Us Away er borte med spøgelset og på We Built A Fire erstattet af flottere og dyrere arrangementer, der ikke skramler på samme måde. Lyden er blevet bredere og stærkere, og men det er svært at finde ind til nerven, benet i sangene, som ikke er ligeså blottede som på forgængeren.
Violinen er blevet klart mere fremtrædende i lydbilledet, og selv om den er med til at trække udtrykket i en mere klassisk folk-inspireret retning, så er det ikke nok til at bære pladen igennem. På ”Wooden Teath” lykkes det faktisk ganske godt. Her kobles tempo med intimitet og fin fremdrift, mens det på de øvrige numre først og fremmest er enkeltheder der kan vække opmærksomhed snarere end numrene som helhed.
Således er klaverspillet på ”Leafmask” med til at trække lette spor i hukommelsen, mens den flotte, finurlige og eksplosive drejning på ”We Fell Off The Roof” med temposkift i flere omgange, gør dette nummer til et af de mest komplette. Dog mangler fortsat intimiteten, så som lytter føler jeg mig for meget som betragter. Musikken kommer ikke rigtigt ind under huden, og det er altså nødvendigt i denne genre.
Derfor er Seabear’s nye album en klar skuffelse i forhold til forgængeren. Der er sket mangt og meget for islændingene, og udviklingen er ikke til at tage fejl af. Var de nye elementer tilføjet ovenpå de eksisterende styrker – i stedet for at have erstattet dem – havde vi været tæt på noget rigtigt stærkt. Nu ender det mest af alt med antydninger.
