Fint håndværk bliver lidt for meget metervare i længden
Svenske The Unisex har med Firesoul lavet et gedigent og solidt album, som dog har momenter af dusinvare og vel udtalte referencer, hvilket gør det til en blandet affære, som svinger fra topsange til gennemsnitlige metervarer.
Produktionen varetages med godt overblik af Kalle G fra The Soundtrack Of Our Lives og det kan ikke være helt tilfældigt at valget er faldet på ham, da The Unisex adskillige steder på pladen, deler den tresser-inspirerede lyd og udtryk med netop det band. Sanger Jonas Linde har dog ikke samme hæse røst som Ebbot Lundberg, og man kan indimellem savne lidt kant, krashed og beskidte nuancer i Linde’s ellers fine lyse stemme.
Der er udpræget oldschool og retro printet i panden på den svenske kvintet og er man glad for traditionel sangskrivning med dygtige musikere, som udøver deres håndværk til perfektion, ja så er The Unisex måske ikke det helt forkerte band, at investere noget tid i. Bandet beskriver sig selv som indenfor området Travis, Starsailor og The Doves, men udover at Linde vokalt ligger tæt på Travis’ Fran Healy og Starsailor’s James Walsh, leverer de ikke helt så overbevisende materiale som briterne.
Overordnet ånder udspillet dog for ofte af britpop og særligt Oasis stikker deres ansigt frem irriterende ofte på Firesoul. Særligt ”Do What You Want” og ”Get Off” er alt for tæt på Oasisplagiat og når man ikke engang formår bare at leve op til et Oasis b-side niveau, så ærgrer man sig over de utiltalende forsøg.
Firesoul starter ellers både glimrende og lovende med titelnummeret, som ligger trygt imellem TSOOL og Rolling Stones’ mere poppede øjeblikke. Her fungerer Lindes vokal upåklageligt og hans lyse stemme i selskab med orgeltoner strøget ud over nummeret, gør en fin entré på albummet. ”Row My Friend” er herlig poprock med masser af solskinsfornemmelser og uh uh kor, mens britpoppen første gang viser sit ansigt på ”Lost In Translation” med en slags Primal Scream neosoul indover de britpoppede stiløvelser og det bliver både gennemsnitligt og med en udpræget følelse af has been i mine ører, i hvert fald har man hørt det tusinde gange før og som oftest sågar bedre.
”Shine” er et pianobårent rocknummer med høj og kvalitativ melodifornemmelse. Også ”Fallen Roses” kan bryste sig af høj melodiklasse. En melankolsk popperle med akustiske guitarer op imod en slags prærie-americana.
”Meltdown” er modsat titlen et luftigt og humørfyldt nummer med direkte adresse til de gode gamle dage, med batiktrøjer, trompetbukser og blomster i håret. Her forstår man hvorfor netop Kalle G fra TSOOL har indtaget producerstolen.
”Human Waste” er et formfuldent poprock nummer af den evigt gyldige skole, med skarpe hooks og iørefaldende melodilinjer, sunget med tilpas overskud og nerve af Linde. På ”Grace Of Yesterday” spøger TSOOL igen, men de svenske gubbar rammer det rent og rigtigt og man accepterer alliancen til Ebbot Lundberg og co.
The Unisex er gedigne og kompetente håndværkere og der er bestemt gyldne øjeblikke på Firesoul, men måske man kunne ønske sig, at den ildsjæl som svenskerne vælger at betitle deres album med, var lidt mere synlig igennem de 13 numre. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg helt kommer ind under huden på bandet og den nødvendige ærlighed måtte gerne træde mere i karakter, hvis jeg for alvor skulle begejstres. Kunne de endvidere droppe Oasiskloningerne, er der bestemt mulighed for en fin fremtid, for der er både gods og øre for den gode melodi hos stockholmerne.
