Bad Religion har sat et stort aftryk på den melodiske del af punkscenen. Ikke blot i form af nogle knivskarpe albums i 80erne og 90erne, men i lige så høj grad på grund af guitarist Brett Gurewitz’ pladeselskab Epitaph Records, der har udgivet et hav af punk og hardcore band. Deriblandt NOFX, Rancid og The Offspring.
Som vi skrev d. 8. marts, så har Bad Religion 30 års jubilæum i år og fejrer det ved at optage et livealbum, som i sidste ende vil blive givet væk til fans, der har registreret sig på bandets hjemmeside.
Og måske vil nogle af numrene fra live-albummet være optaget i Store Vega. For det er nemlig lige præcis hvor Bad Religion giver koncert den 24. juli.
Billetsalget starter fredag den 26. marts klokken 10 og kan købes på billetlugen.dk for 195 + gebyr.