En svævetur i drømmelandet mellem jord og verdensrum
Den amerikanske musiker Jase Rex har med sit elektroniske enmandsprojekt Another Electronic Musician udsendt sit fjerde album, States Of Space. Det er en adækvat og fint beskrivende titel for et album fuld af rum og vægtløse stemninger. Rex er uddannet fysiker og det er som en duft af fysikkens love sat på musisk formel, han undersøger og reflekterer over i sine på en gang farverige og minimalistiske lydbilleder.
Perception kunne være overskriften på States Of Space, for det er udelukkende sanserne der er i spil, eftersom lyrik og vokal er fraværende, lige så vel som almindelige lineære forløb indimellem erstattes af svævende, ulmende, lysende, knitrende og mentale moods. Det betyder ikke at der ikke er håndgribelig substans i sigte, men at det er som skyer eller farvet luft i drømmende soundscapes Another Electronic Musician præsenter ens audioperspektiv for.
Overall er der tale om IDM i Rex’ soloprojekt og det gør han fint, selvom pladen ikke er lige god hele vejen fra start til mål. Den oplagte reference er Aphex Twin i det mere kontrollerede og semiambiente hjørne og Autechre stikker også sit inspirerede ansigt frem hist og pist, selvom det ikke er helt så komplekst hos Another Electronic Musician, som hos Rochdale-duoen, snarere synes missionen at være af vegeterende art.
Der er masser af hjerte i Rex’ musikalske vision og langt hen ad vejen, er States Of Space spændende og gennemarbejdet ned i mindste detalje.
States Of Space starter ellers lidt atypisk med det mest bombastiske af de ti numre albummet udgør, for ”Late Monday” kan med sine lydmalende og dubmonotone og let støvede flader minde om det Bowery Electric og Seafeel lavede i 90erne. ”Fields And Axioms” indeholder svævende og nærmest støvsugende lydflader med små synthdrys og dryppende effekter, mens det hele udmunder i en flydende tur ud i atmosfæren.
”Inflationary” kunne være vores egen andedams Trentemøller med sine melankolske, men melodiøse stemninger med et godt blik for subtile og lagfyldte variationer. ”Atheos” er med sine sanseberigende klange et smukt bud på en tur i en imaginær hydrosfære. Et musikalsk billede af stor skønhed på noget uendeligt, svævende eller måske som et molekyle eller en bakterie flydende retningsløst rundt i den kosmiske ursuppe.
På ”She Said” kommer der mere tempo og beat i traditionel forstand, men det bliver mere anonym og gennemsnitlig minimaltech end godt er, det Rex støber her. Reminiscenser af danske Rumskib og Spejderrobot opstår i mine ører, men ikke med helt samme høje kvalitet, som de talentfulde danere.
”Venatici” lukker States Of Space flot med en faretruende cinematisk start, som går over i Boards Of Canada’s knitrende og mørke melankoli-electro, med fin fornemmelse for den gode melodi og det dybe sugende beat.
Et album til drømmerejser, eller en lun sommeraften med kig på stjernerne.
