Formfuldendte mørkestemninger fra københavnske vårharer
Københavnske The Brazierlighs In The Window har med Spring Release lavet en debut-Ep indeholdende fem numre af høj klasse. Fra titelnummerets introlignende lydmalerier til ”Speciel Appreciation”s afsluttende og berusende shoegaze støjflader, er der tale om en unik og selvsikker udgivelse, som giver mig spænding for fremtiden.
The Brazierlights In The Window er en duo bestående af Anton Rank og Perry Macleod Jensen og hvis navnene skal tages for givet, er sanger Macleod vel af et engelsktalende ophav. Når jeg hæfter mig ved det er det fordi, at lige præcis vokalen er det som provokerer mine ører en smule, første gang jeg lytter til Spring Release. Jeg tænker let påtaget engelsk diktion over imod det aristokratiske, når vokalen ytrer sig. Den virker lidt kunstig og mangler en naturlig og hjemmevant teknik. Specielt gør det sig gældende på ”The Strawberry Took Too Many Drugs” og når Macleod i omkvædet, hvis der er et sådant, for det er ikke åbenbart, går op i swung og synger sine gentagende ord oh no, lyder det som om han forsøger at ramme en Bowie i 70erne uden at have formatet. Når mit lille bitre opstød så er leveret, har jeg kun ros tilovers for bandet, for deres musikalske stemninger er altså eminente.
På trods af titlens hentydninger til sol og lyse stunder er der noget radikalt modsat på spil hos duoen. Rugende mørke og dyster musiceren, fuld af molstemninger og regnvåd tristesse. I første hug er det reminiscenser og dufte af Black Heart Procession og Velvet Underground, der møder disse ører, men også en kærlighed for My Bloody Valentine og en væsentlig mindre aggressiv udgave af A Place To Bury Strangers er evidente.
Ulmende distortionflader vugger i takt med industrielle klange, mens undergangsstemninger påtvinger sig lytterens sanseapparat. Spring Release er en udpræget natteplade, for den blege ynder af start 80ernes mørkerock, som den blev spillet på Barbue i Huset i Magstræde og Café Floss i Pisserenden hin sortrandede årti.
Prætentiøst og indadvendt arty er Ep’en og det er bestemt ment positivt, for der er ikke mange, der forsøger det duoen gør i dag, ej heller formidler det så fornemt som på denne lille udgivelse. Det er et udspil som kræver tid og engagement, men som åbner sig som en flagermus der vækkes til live om natten.
Jeg kan rigtig godt lide pladen, på trods af mit mindre forbehold overfor vokalen. Den er kompromisløs og gennemført i sin insisteren og fordybelse i det skæve, dystre og introverte.
Apropos vokal synges eller viskes der sagte på hele Spring Release, bortset fra tidligere nævnte ”The Strawberry Took Too Many Drugs”, og det passer som fod i hose til den tilbagelænede, stofrige og hazy lyd duoen gør sig i. Ovennævnte lægger fra med en støvet americana guitar, som i sine peaks har en spids og diskant lyd, som skærer ind i marv og sjæl, samtidig med at den klimprende melodiøsitet, hele tiden er til stede i kulissen. En slags noir-gaze med tilbageholdt åndedræt.
”Just Like” minder om tidlig Labradford anno Prazision og A Stable Reference, med et stemningsfortættet og uhåndgribeligt mørkt nummer, som en svæven i et sort hul uden sigte og visibilitet. Det gløder og isner simultant, men formår ad tilvænningens vej, at lyde helt naturligt og rigtigt, på trods af de to polers umiddelbare modsætningsforhold.
Med tanke på en alder på blot 18 år for begge medlemmer af The Brazierlight In The Window, er det imponerende at lytte til det på en gang specielle, men også stilsikre og fuldstændigt konsekvente udspil Spring Release er.
