Behageligt gensyn med rocklegende
Han har spillet trommer på de tre første albums med Kyuss. Han forlod Josh Homme og John Garcia til fordel for nogle andre syrerockere i Fu Manchu, hvor han producerede albummet Noone Rides For Free, for derefter at blive fast mand bag trommerne på de næste fem skiver. Tre studiealbums og en live-ep med Mondo Generator er det også blevet til samt et utal af gæsteoptræden på forskellige compilations inklusive de to første Desert Sessions-volumes. For ikke at nævne de foreløbigt ti soloalbums, der er kommet i en lind strøm siden Jalamanta i 1999. Det seneste album Gods & Goddesses er netop udkommet. Det er med andre ord ikke Hr. Hvem-Som-Helst, der denne aften stod på Templets beskedne scene med sit storkrøllede hår og bandana som en klon af Carlos Santana, Jimi Hendrix og Frank Zappa.
Trommerne er for længst byttet ud med guitar, og Brant Bjork er den snakkesyngende frontmand, som denne aften med en ligelig blanding af distant coolness og en nærmest magelig attitude, præsenterede en god håndfuld både nye og ældre skæringer. Der er ikke meget anarki og punkrock tilbage i den gode hr. Bjork, som ellers er rundet af noget af det mest kompromisløse garagerock, men hvis man er til en cool og tilbagelænet, groovy rock, er Bjork And The Bros et stilsikkert og underholdende bekendtskab.
Denne aften startede med ”Freaks Of Nature” fra Somera Sól, men vi skulle helt frem til fjerde nummer, ”Little World” fra det seneste album, før der rigtig begyndte at komme lidt liv i kludene. Hvis man forventer stonerrock og in-your-face-attitude, bliver man slemt skuffet, men både Bjork selv og Brandon Henderson på lead guitar kan godt få noget lyd ud af deres instrumenter, når det stikker dem. Det skete desværre bare alt for sjældent denne aften.
Det var ellers ikke fordi der blev spillet de forkerte numre, og især ”Oblivion”, ”Radio Mecca” og ”Somewhere Some Woman” fungerede fint, og energien og flowet begyndte at hænge rigtig godt sammen til sidst. Ekstranumrene bød blandt andre på ”Too Many Chiefs” og ”Good Time Bonnie”, hvor sidstnævnte er det tætteste bandet kommer på et regulært radiohit med både kant og nerve med en fængende melodi og et catchy refræn.
Herefter forlod kvartetten scenen, og folk begyndte straks at sive ud af lokalet. Ingen hørte den spinkle stemme fra bag mixerbordet: ”Jamen, der er stadig flere numre …”, men da var det for sent, og vi fik derved ikke de sidste to planlagte ekstranumre. Dem må vi have til gode til næste gang, Brant Bjork og hans Bros kigger forbi. Det var godt så længe det varede, uden at man blev væltet omkuld, men mindre kan også gøre det.
Nogle gange kan det betale sig at blive hængende, og da de fleste var på vej hjem denne aften, blev undertegnede inviteret ovenpå til en kort snak med aftenens hovedpersoner. Stemningen var lige så tilbagelænet og afslappet her, som da de stod på scenen kort forinden. Ukrukkede og imødekommende, og det er også det billede der bliver hængende på den mentale nethinde. Et sympatisk og behageligt bekendtskab, der ikke foregiver andet end at skrue nogle fede sange sammen og levere dem med et skævt smil på læben.
