Progressiv metalrock med masser af talent og charme
Den århusianske kvartet Puppet Arms barsler nu med sit andet udspil siden debutten Why Would Anyone Care? fra 2008, og med det åbne spørgsmål fra debutskiven må jeg sige, at de efterfølgende har tvunget sig adgang til mit ellers så rolige og ligevægtige sind. De fire skæringer på debuten havde både talent og en god lyd, men numrene var alt for konturløse og for pænt produceret, til at det rigtig fængede. Men det er de kommet gevaldigt godt efter på opfølgeren Illusion, som med fem potente skæringer bevæger sig ind i krydsfeltet af metal og rock. Med en klædelig slagside mod det varierede fusionsrock.
Puppet Arms’ evner ligger ikke i at spille hardcore metal, men i deres legende måde at fusionere en growl-light med en faktisk ret god vokal i Rasmus Castro og deres konstant varierede spil, der bringer minder om Rage Against The Machine meets Godsmack i en uhellig alliance. Det lyder som et umuligt projekt, men Puppet Arms slipper forbløffende godt fra det, og hvis de fortsætter i samme spor, bliver det interessant at følge, hvad de kan udvikle sig til. Det har hjulpet gevaldigt på bandets lyd og energi at få skruet godt op for intensiteten, og jeg kan kun glæde mig over den skarphed og kompromisløshed, der fylder godt på denne opfølger.
