Svensk indie-pop i kædedans med alternativ folk
Når man siger David & The Citizens fra hinsidan siger man samtidig David Fridlund, som langt hen ad vejen var bandet med sin karakteristiske, lette vokal og de simple men alligevel atmosfæriske kompositioner. På Fridlunds andet soloalbum er det stadig den lette og ukomplicerede komposition, der trækker læsset, men der er kommet en livligt sprudlen af detaljer i de varierede popperler. Det er hverken nok indie til at være farligt med kant og uventede indslag, eller smart designpop uden nærvær og originalitet. Der er derimod en smartness over Fridlunds sangskrivning og en utvungen lethed over den måde sangene bliver leveret på, som for sidstnævntes vedkommende hæver niveauet til mere end blot endnu et wannabe alternative folk-band med en håndfuld halvgode sange i maven.
Når Fridlund er bedst lyder han som et meget godt mix af Ryan Adams med en god snert af noget Paul McCartney over sig. Der er substans og kvalitet og samtidig en legende enkelthed, der gør sangene meget umiddelbare. Lyt blot til tredje skæring ”Piscine”, der har noget nærmest 70’er-agtigt rørstrømsk over sig, men som langsomt bliver til Fridlunds sang, jo mere man får den ind under huden. På ”Chasing the Dream” er tempoet skruet op, men lyder stadig som noget fra en film, hvor ordet ’Boulevard’ er med i filmens titel.
Når Fridlund tager tempoet ud af sangene, er der pludselig en masse nerve og nærværd som i ”When you Leave”, der betjener sig af klassisk piano og bigbandtrompeter, og man lader sig henført flyde med på sølvmånens melankolske skær – uden at det gør noget, at klicheen står og buldrer løs på døren.
Fridlund leverer sit soundtrack med overbevisning. Men der er ingen tvivl om, at faren for at det knækker midt over hos en mindre kompetent sangskriver og sanger er lige for. Fridlund redder sig dog tørskoet i land, og jo mere man lytter til de 12 skæringer, jo mere vokser de som små yndige paddehatte i sindets underskov af fugtigt muld.
