Musikalsk legebarn går nye veje. Igen.
Frontmanden i Faith No More, Mr. Bungle, Fantomas etc., Mike Patton, er kendt for at være noget nær uforudsigeligheden selv, og hans nyeste udspil overrasker måske mere end nogen af hans forrige udgivelser.
Man ved aldrig helt, hvad Mike Patton kan finde på, når det drejer sig om musik, men det er dog en kendt sag at manden er glad for underlig larm og sjove lyde med alt hvad det indebærer, men på Mondo Cane er der mindre larm og mere storladen stemning. Patton har denne gang kastet sig ud i at fortolke italienske sange, og bliver i den anledning ledsaget af et stort, klassisk orkester. Ikke lige det, man havde forventet fra hans side – og dog: Når han plejer at være forudsigelig i sine mængder af støj og nye måder at bruge sin stemme på, går han denne gang en helt anden og mere stilren vej, hvilket på en måde kan tolkes som en slags forudsigelig uforudsigelighed! Skal man se nærmere på om det så fungerer, og det skal man jo, så klarer Patton sig faktisk utroligt godt og troværdigt i det italienske, allerede på åbningsnummeret,”Il Cielo In Una Stanza”, der starter med lidt introkor, og bevæger sig over i strygere og klokkespil, før Pattons fløjlsbløde stemme indtræder, og man bliver mindet om at han virkelig kan synge, og det bedre end de fleste. Også på sangen ”Ore D’ Amore” imponerer Patton med sin kunnen ud i vokalføring, og sangens bluesinspirerede klaver skaber flot kontrast til det storladne omkvæd. På ”Scalinatella” får lytteren næsten fornemmelsen af at befinde sig på en lille, intim italiensk café, hvor Patton får lov til at folde sig ud som ægte crooner.
Der er muligvis grænser for galskaben på dette udspil, men helt forsvunden er den dog ikke, da Patton stadig giver sig selv lov til at lege med lydeffekter og skabe et cirkuslignende univers på ”Che Notte!”, ligesom han på nummeret ”Urlo Negro” har tilsat sangen jungletrommer og sine egne primalskrig, samtidigt med at der dog er plads til lidt rensang i omkvædet; med andre ord det nummer, der måske bedst forener klassisk Patton med italiano classico.
Mondo Cane falder nok ikke i alle Patton-fans smag, og egner sig måske også til et andet publikum end hans sædvanlige, men det er under alle omstændigheder et ganske udmærket album. Undertegnede har været lidt i tvivl om hvorvidt Patton er helt seriøs omkring udgivelsen, men det er egentligt ikke så vigtigt, i stedet sættes der pris på at få lov til at høre hans stemme på mere klassisk vis i en uvant genre. Det er en spændende oplevelse, hvilket Patton altid er en garant for.
