The Dillinger Escape Plan: Option Paralysis

The Dillinger Escape Plan lever op til forventningerne og leverer meget krævende og kompleks hardcore, der først efter nogle gennemlytninger træder i karakter.

Mathcorens svar på Green Day, The Dillinger Escape Plan, er tilbage med Option Paralysis. Både cover og albumtitel vækker alle de rette forhåbninger om endelig at bryde igennem til dette band, som jeg så godt kunne tænke mig at forstå. Allerede et minut inde i første skæring, “Farewell, Mona Lisa”, kan jeg høre at jeg får kam til mit hår hvis jeg ikke igen vil ende med give op og sætte en anden skive på. For som altid er The Dillinger Escape Plan et meget krævende bekendtskab.

Siden sidste album, Ire Works fra 2007, har The Dillinger Escape Plan hyret en ny trommeslager, Billy Rymer. Og som genren tilskriver, er rytmesporet bærende næsten hele vejen igennem. Med ekstraordinært komplekse rytmespor under skrig der lyder som Peter Belli på et Paranormal Activity trip og riffs, der umuligt kan – og alligevel må – være afpasset rytmesporet, er det svært i første omgang at høre nogen nævneværdig melodilinie. Indimellem dukker alligevel meget iørefaldende passager op, og man får appetit på mere. Skæring 4, “Crystal Morning”, er et godt eksempel. Flere gennemlytninger lader melodierne stikke deres ansigter frem mellem de overmasterede lag af trommer og guitar, men der er ikke meget plads til atmosfære – med mindre dommedag har en speciel stemning. Jeg tager mig selv i at ønske at de ville sætte tempoet lidt ned, og give sig tid til at lade stilheden mellem tonerne komme til udtryk også, for så kunne det blive alvorligt spændende. Men det er naturligvis helligbrøde, for det er ikke det, The Dillinger Escape Plan handler om.

The Dillinger Escape Plan har fået ry som avantgardister, men Option Paralysis er ikke et avantgarde-album, alene af den årsag at det udtryk, bandet lægger for dagen, er netop hvad man forventer sig af dem. Men heller ikke det meget diskantbaserede, forvrængede lydbillede, der er blevet mainstream indenfor hardcore, kan længere kaldes avantgarde. Ikke desto mindre er Option Paralysis et interessant album, der kræver en del gennemlytninger inden det bliver organisk nok til at man kan holde ud at høre på det.

Written By
More from Klaus Lindvig
Pallas: XXV
Det er svært at holde masken hele vejen igennem XXV, der oscillerer...
Read More
0 replies on “The Dillinger Escape Plan: Option Paralysis”