Tilbagelænet storhed
The National har for længst taget Danmark med storm. Gennembruddet kom med Alligator i 2005, og sidenhen blev der fulgt op med Boxer (2007) og en række succesfulde koncerter i Amager Bio, Loppen, Roskilde Festival, Store Vega og Tivolis Koncertsal. Jo, de trist lydende indierockere er blevet taget godt imod her i landet, og nu er de klar med deres femte album. Deres hidtil bedste.
Matt Berninger synger stadig med en trist baryton patos, foruden hvilken The National ikke være det samme band. Det samme kan siges om Berningers lyriske evner, der denne gang tager lytteren videre fra Boxers bittersøde sange om modenhed og nostalgi til sange om at være sat i et helt normalt liv, hvor tingene måske ikke helt er, som man havde håbet de ville være.
High Violet er et afdæmpet album. De eksplosioner, der var på de tidlige albums og som stort set forsvandt helt på Boxer er stadig fraværende. Undtagen på enkelte numre, som eksempelvis i afslutningen af ”Afraid of Everyone”. På grund af det gode melodimateriale savner man ikke de afvekslende energiudladninger på High Violet, der indeholder nogle af bandets bedste sange til dato. Udover sange som ”Bloodbuzz Ohip”, ”Conversation 16”, ”Anyone’s Ghost” og ”Lemonworld”, der alle er fremragende numre, er det der hiver albummet helt op i den høje ende af karakterskalaen, at albummet ikke indeholder dårlige numre. Bundniveauet er nærmest skræmmende højt, og med det bagkatalog The National efterhånden har opbygget bliver det mere end svært at vælge numre ud når der skal spilles live. Hvor flere af sangene nok skal få lov til at eksplodere i støjkaskader.
High Violet er The Nationals foreløbigt bedste album og selvom deres energiudladninger var noget af det, der gjorde Alligator god, så er bandet muligvis bedre når de skruer lidt ned og lader melodi og tekst stå klarere frem.
