Charmerende – men på nippet til kedsommeligt
Amerikanske Drew Andrews er ikke almindeligvis solist, men optræder som musiker i bands som blandt andre The Album Leaf. På Only Mirrors tages solist-springet så, og det sker med blandet succes. Til tider er indie-folk-sangene charmerende og opløftende, men i længden bliver det på nippet til at være kedsommeligt, det som Andrews bedriver.
Referencerne forvirrer nok mere end de leder på rette vej, når jeg nævner Rufus Wainwright og Simon/Garfunkel i samme sætning. Og måske kunne man tilføje José Gonzales, når det gælder albummets titelnummer, der er som 10.000 sommerfugle, der basker rundt mellem hinanden i al deres farverighed. Det er smukt, men det er også uhåndgribeligt, forvirrende og uroligt, trods den klare og betagende skønhed. På ”Counterfeit” er stilen lidt den samme, men her er der lidt større struktur over melodien, og det skaber en fin balance.
Det er især på det rent sangskrivningsmæssige, at jeg af og til aner en snert af Rufus Wainwright. Det sker på ”I Could Write A Book” og i særdeleshed på ”Hospitals Again”. Simon/Garfunkel træder frem fra underbevidstheden på ”Angeli”, der er en meget afdæmpet sag med fingerspillet guitar og små nysselige passager.
Generelt bliver albummet dog lidt for kedsommeligt, og selvom alt er i den skønneste orden, og alle vokaler og guitarer præsenteres med en fornem præcision, så mangler de små afstikkere, der bryder den ellers lidt for glatte overflade. Der er potentiale til en masse, men Drew Andrews’ materiale flyder lidt for meget sammen, og dermed er det kun de ganske få højdepunkter, der sætter sig fast i baghovedet, når Only Mirrors er gennemlyttet.
