Fede riffs i totalt indholdsløs indpakning
Det er produceret til langt op over det vel-indsmurte vokshår. Der er så mange lag på vokallyden og så mange polerede effekter overalt, at det er svært at finde ind til nogen som helst form for personlighed hos Florida-kvartetten There For Tomorrow. Der er hele fem år imellem bandets debutalbum – og denne opfølger, der udkom i slutningen af 2009.
Så der burde have været tid til at finde sit eget ståsted. Men i stedet lyder There For Tomorrow som alle de andre millioner af collegerock-bands fra USA. Det skal gerne lyde lidt desperat, og det skal gerne være lidt ’vildt’ med guitarerne. Men melodierne skal også være tilpas poppede, og intet må produktionsmæssigt stikke ud, så det ikke overholder de strengt beskrevne format-regler for den kommercielle radio.
Faktisk tror jeg – og det er det, der gør mig mest ked af dette album – at There For Tomorrow har mere at byde på, end hvad man får lov at høre. Flere steder er der optræk til overrumplende fornemme guitarriff’s, der er kantede og skæve på en alligevel iørefaldende måde. Men det hele synker sammen i lyserød tyggegummi, og så er man for så vidt lige vidt.
Mulighederne for solide placeringer på amerikanske hitlister, der er tilegnet denne musikgenre, er helt i top. Men muligheden for at trænge solidt ind på det europæiske marked – og i særdeleshed hos det publikum, der almindeligvis tager den guitarbårne rock til sig – er aldeles minimale. Dertil er produktionen og melodierne alt for behagesyge og kantløse.
