John Grant: Queen of Denmark

John Grant debuterer med et imponerende værk. Sangene er lette at tilgå, men rummer en enorm dybde. Stilen varierer fra det helt indesluttede minimale set-up med en mand ved et dæmpet klaver – til det stort bombastiske med hele symfoniorkestre, der buldrer løs i stort opsatte arrangementer.

Ex-Czars-vokalist imponerer

The Czars var sådan et band, som jeg fornemmede var lige ved og næsten. Der er måske ikke mange, der for alvor husker bandet, og som kan sætte navne på deres albums og sange. Men måske husker de fleste alligevel det særprægede bandnavn, fordi de husker, at der var noget med en fantastisk stemme. En stemme, der tilhørte John Grant – og det gør den stadig. Måske endda i endnu højere grad.

For John Grant debuterer med albummet Queen Of Denmark, der er et imponerende værk. Sangene er lette at tilgå, men rummer en enorm dybde. Stilen varierer fra det helt indesluttede minimale set-up med en mand ved et dæmpet klaver – til det stort bombastiske med hele symfoniorkestre, der buldrer løs i stort opsatte arrangementer. Produktionen varierer fra noget nutidigt og storladent til en umiskendelig retro-lyd, der stammer fra backingbandet Midlake, der bærer dele af John Grants solide musikalske udtryk.

Tekstmæssigt handler det om de store spørgsmål i livet, og teksterne leveres med både tung alvor og stærke glimt i øjnene. Livet som homoseksuel har ikke været lettere for John Grant, end det har for så mange andre, men Grant formår at sætte ord på – og skabe balancen mellem den forsmåede mand, som ingen forstår – og den mand, der reelt har noget på hjerte, der kan flytte holdninger og fordomme.

Med alt dette som indgang, så er en sammenligning med Rufus Wainwright åbenlys, og det er da også svært at undlade at tænke på den canadiske kunstner, når man lytter indtrængende til John Grant. Og det er jo ikke nogen skam, og slet ikke så længe der både er modtræk, afvigelser og nye perspektiver at hente hos Grant.

Albummet åbner med den bløde og fine story-telling på ”TC and Honeybear”, mens ”I Wanna Go To Marz” byder på en uendeligt smuk melodi, der støttes af strygere, klaverer og træblæsere. En forunderlig opbygning, hvor John Grant formår det storladne arrangement samtidig med at intimiteten og følsomheden hele tiden får plads i centrum.

På ”Where Dreams Go To Die” leder en ubeskriveligt smuk intro frem til en ballade, der både har melodiske referencer til Ozzy’s ”Dreamer” og ikke mindst Beatles ”Across The Universe”. Arrangementsmæssigt er John Grant dog atter helt sin egen, og man betages igen af evnen til at skabe det storladne orkester-akkompagnement, samtidig med at udtrykket i nummeret holder en helt klar jordforbindelse, der sikrer at følelserne aldrig bliver for opstyltede, men hele tiden er ægte og virkningsfulde.

Man kunne fortsætte i samme retning på sange som ”Caramel”, mens stilen er den samme – men et kvart niveau mindre overbevisende på ”Sigourney Weaver”, ”Leopard and Lamb” og ”Outer Space”. Den spøjse 70’er-lyd trænger igennem på ”It’s Easier”, der ikke helt træder i karakter, mens ”Chicken Bones” er i samme boldgade, hvor en stærk melodi tilsættes en spøjs rastløs stemning – og et Elton John-agtigt klaverbokseri, der giver et poppet og legende swing over nummeret.

”Silver Platter Club” overbeviser ved at være den helt store outsider. En jazzet og svingende fortælling, hvor det er old-style jazz-stemningen, der giver en let og glad stemning i nummeret, mens selve fortællingen og fremførelsen skaber modtrækket ved at have en klar melankolsk tone. ”JC Hates Faggots” er en lidt særpræget synthesizer-inficeret sang om desparationen i at blive opdraget i snævertsynets tegn, og her leveres atter den sjove blanding af den glade og letlevende overflade, der alligevel rummer den dybe og alvorstunge bund.

Bedst som man fornemmer, at John Grant har leveret så godt som alt, man kan ønske sig, når han lige at sætte prikken over i’et med titelnummeret, der runder albummet af. En forrygende opbygning af en smuk, smuk melodi med en stærk personlig test, der oftest ledsages af det smukt og følsomt leverede piano, men som af og til afbrydes af tørt buldrende trommeslag, der skaber et liv og en variation, der både overrasker og imponerer.

Dette er et ganske suverænt album, og det er ikke meget, der kan gøres stærkere og mere overbevisende. Hvis det ikke var for de få momenter undervejs, hvor John Grant er på kanten af at gentage sig selv, og de enkelte passager, hvor melodilinjen ikke er helt i topklasse, så ville vi her have tale om et album, der kunne gøre sig gældende som et reelt mesterværk. Vi er tæt på – men John Grant får plads til at forbedre sig selv med en enkelt karakter næste gang.

Written By
More from Morten Wamsler
Royal Bangs: Flux Outside
Royal Bangs har virkelig kompetencerne til at skabe et interessant bud på...
Read More
0 replies on “John Grant: Queen of Denmark”