Teenage Fanclub: Shadows

Måske er det bare mig, der slet ikke har forstået sammenhængen i dette album. Måske findes den, og måske dukker den pludselig op for mig også. Men de utallige gennemlytninger, hvor jeg stædigt har forsøgt at finde den gamle gnist, der gjorde, at jeg holdt af Teenage Fanclub, er endt uden succes.

Skuffende comeback fra skotske powerpoppere

Overalt Teenage Fanclub beskrives, sker det med betegnelsen ”power-pop”. Det er hverken meget power eller pop over Shadows, der er bandets ottende album, og den første udgivelse siden den fem år gamle Man-Made. For mit vedkommende startede og kulminerede kendskabet til skotterne med det fornemme Grand Prix-album fra 1995, og den kulmination sættes der bestemt ikke spørgsmålstegn ved med Shadows.

Jeg undrer mig over, hvor evnen til at skrive de stærke sange, til at begå de kløgtige skarpe og energiske arrangementer og til at skabe den rå og umiddelbare tilgængelighed er blevet af. Shadows lyder som om, at der er lyttet lidt rigeligt til blandinger af folk-pop og glam-rock fra start-80’erne.

Det er de akustiske guitarer, der præger lydbilledet, og den lidt fjerne og drømmende vokal svæver højt over lydbilledet og er til tider på nippet til at være nynnende, hviskende. Oveni disse organiske midler til at frembringe numrene, lægges store flader af synthesizere, der er med til at give en mærkværdig forplumret overflade. Produktionen minder om noget ganske forældet, og sammenhængen mellem udtryk, produktion, melodier og vokal er svær at få til at hænge sammen.

”Baby Lee” lyder som et sted mellem noget Smokie-agtigt og noget, der hører hjemme i dansktoppen, mens de sange, der synes at udfordre lidt mere, som f.eks. den kryptiske ”Into The City” er så indelukkede, at de aldrig folder sig ud, og dermed aldrig træder i karakter som forståelige værker. Den folk-agtige ”Dark Clouds” er ikke helt ueffen, men fungerer ikke ret godt i sammenhæng med det brogede og underlige univers, som Teenage Fanclub generelt frembringer på Shadows.

Måske er det bare mig, der slet ikke har forstået sammenhængen i dette album. Måske findes den, og måske dukker den pludselig op for mig også. Men de utallige gennemlytninger, hvor jeg stædigt har forsøgt at finde den gamle gnist, der gjorde, at jeg holdt af Teenage Fanclub, er endt uden succes. Shadows står således som en ganske skuffende og uforståelig oplevelse for mig.

Written By
More from Morten Wamsler
The Shallow Man: The Shallow Man
Det er tæt på, at idéerne bliver så mange, at de tager...
Read More
5 replies on “Teenage Fanclub: Shadows”